Han er kåret til verdens bedste direktør. To gange. Og han har været ansat i Novo Nordisk i 34 år. 16 af dem som topleder med mere end 40.000 ansatte under sig. Nu har han rykket sit kontor ind på Christiansborg, hvor han skal hjælpe regeringen mod europæiske hovedstæder, der alle kæmper for det samme.
Lars Rebien er regeringens »særlige udsending« i kampen om at hive Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) til Danmark. Det skal flyttes fra London, fordi briterne vil være en ø for sig, men vil man være sig selv, mister man uværgerligt noget andet. Og det er altså blandt andet EMA, der må sejle mod kontinentet.
Men siden det danske kandidatur blev præsenteret 8. februar, er der dog ikke sket meget fra EUs side. Ansøgningskriterierne er endnu ikke fastlagt, og derfor er ansøgningen fra dansk side heller ikke skrevet endnu, for de ved ikke, hvornår den skal sendes. Ligeledes kan det som udenforstående være svært at se, hvad regeringen rent faktisk gør ud over at have udpeget Lars Rebien. Det eneste, man virkelig kan se, er, at Lars Rebien oprettede en Twitter-konto samme dag, som det blev udmeldt, at han var »The special one«. Den særlige udsending.
»Det kan jo ikke gå hurtigere, end den politiske proces. Nu er det vigtigt, at få kriterierne etableret. Dem har vi ikke fået etableret fra EUs side endnu. Når vi får dem, skal vi strikke vores ansøgning sammen og dokumentere, at vi lever op til kriterierne. Først derefter kan vi se, om vi kommer på en eller anden liste, og så skal vi ud at påvirke de lande, der ikke kom i topfeltet. Vi kan ikke bevæge os hurtigere end den politiske proces. Men guderne skal vide, at jeg ikke er vant til det tempo. Jeg plejer jo bare at kunne træffe beslutningen,« griner Rebien.
EU har som nævnt ikke udpeget, hvilke kriterier, den nye by skal opfylde for at få agenturet. Men den danske delegeringen arbejder ud fra fem punkter: Life Science-miljø, forskningsmiljø, konnektivitet, stærke lokale myndigheder og livskvalitet. De parametre har KPMG lavet en analyse ud fra, og her mener de, at København ligger nummer to ud af 16 byer med 62 ud af 80 point. Paris har 63 point. Til spørgsmålet om, hvad Lars Rebien hører om Danmarks chancer, svarer han:
»Det, jeg forholder mig til derude, er, at når jeg læser artikler, så fremlægges det, at København ligger i top fem, når byerne bliver nævnt. Og det er jeg tilfreds med. Jeg ønsker at gå ind i det her, fordi jeg kunne overbevise mig selv om, at det er en realistisk mulighed, at vi får det. Og jeg spiller selvfølgelig altid for at vinde. Men det er ikke sådan, at mit liv slutter, hvis ikke København vinder. Der er som sagt andre hovedstæder, der har dygtige lægemiddelagenturer og et godt sundhedssystem. Vi skal ikke blæse os selv op til mere, end vi er. Men jeg mener, vi har et realistisk bud, og det vil jeg gerne bruge politisk kapital på at hjælpe med.«
Der er ikke afsat yderligere midler fra udenrigsministeriets side til projektet. Der er nedsat en arbejdsgruppe, men omkostningerne afholdes indenfor allerede eksisterende budgetter. Også Lars Rebiens rejser.
»Det er ikke sådan, at jeg har et kæmpe reklamebudget, jeg kan fyre af.«
Men var penge ikke sådan en ting, der ville kunne rykke noget?
»Det er jo ikke den generelle offentlighed, der skal træffe beslutningen. Det er nogle meget få mennesker, vi skal have fat i. Så det er mere et direkte sam- og modspil med de andre kandidater og kommissionen. Jeg opfatter det ikke sådan. Det ville være spild af penge. Jeg tror, den danske befolkning og det politiske miljø ved, at vi har et kandidatur, og der er bred politisk opbakning. Det er vigtigt. Så kan jeg ikke rigtigt se, der er mere, vi kan gøre i Danmark. Vi rejser rundt til de forskellige hovedstæder og taler med dem og gør, hvad vi kan.«
Tror du, at det vil gavne den danske medicinalindustri, hvis EMA kommer til Danmark?
»Jeg tror, vi ville få et højere fagligt niveau. Det ville gavne interessen i at arbejde indenfor life science. Der ville være flere dygtige studerende, som ønsker at gå ind i life science, fordi de så ville kunne arbejde indenfor universitetet og DTU, de kan arbejde indenfor hospitalssektoren, indenfor industrien og så også indenfor agenturet, hvis vi fik det. Vi lever jo af, at der er unge dygtige mennesker, der kommer til København for at studere life science, og agenturet vil alt andet lige tiltrække flere kandidater, som industrien kan få gavn af.«
Nu sidder du selv i bestyrelsen i Novo Nordisk Fonden. Er det en af grundene til, du er gået med?
»Ja. Novo Nordisk Fonden lægger jo heller ikke skjul på, at den arbejder for at styrke life science, i det vi kalder Medicon Valley. Altså i Sydsverige og i Københavnsområdet. For jo mere life science vi har, jo bedre universitetsuddannelser får vi, jo bedre sundhedssystemer får vi, og jo bedre kandidater får vi mulighed for at tiltrække som firma. Så det er en win-win-win for samfundet, for fonden og for selskabet.«
Paris virker indforstået at være hovedkonkurrenten. Men hvis Le Pen vinder det franske præsidentvalg, forudser Lars Rebien en ny situation:
»Hvis Le Pen bliver præsident, så har vi en helt ny situation og et helt andet Europa. Så skal vi til at tale om nogle helt andre ting. Jeg tror på Macron, og at det bliver godt for Europa. Men hvis hun vinder, så er det klart, at vi har en større chance, når hun vil trække Frankrig ud af EU. Det vil svække deres kandidatur. Jeg er ikke politisk analytiker eller orakel, men jeg forudsagde Trump, ville vinde, og jeg tror også, jeg vurderer rigtigt, når jeg siger, at EU-skepsissen i Frankrig ikke er stor nok til, at de vælger Le Pen.«
I dag varetager Det Britiske Lægemiddelagentur 25 procent af EMA's opgaver. Men så stort et antal behøver Danmark ikke påtage sig, mener Lars Rebien.
»Det tror jeg ikke, der er en forventning om, at vi skal. Der er en forventning om, at de resterende lægemiddelagenturer i Europa skal overtage de 25 procent. Og der er så en risiko for, at vi får flere opgaver end landets størrelse ville berettigede, hvis vi fik alle 25 procent,« siger Lars Rebien, før han fortæller, at han føler det som en forpligtigelse at arbejde for at agenturet til København.
Det forventes, at der falder afgørelse om EMA's fremtid i oktober, og at ansøgningerne skal sendes i starten af sommermånederne.
