Verdens første succesfulde indsættelse af specialstyrker fandt sted i år 1250 før vor tidsregning, da græske krigere gemte sig i bugen på en stor hest af træ, som intetanende trojanere bugserede ind i deres gennem flere år belejrede by. Gennem list og forræderi var det lykkedes grækerne at overbevise ledelsen i Troja om, at grækernes invasionsflåde var sejlet hjem, men da natten faldt på, åbnede grækerne en luge i træhestens bug og sneg sig ud. To mand åbnede byporten, mens resten likviderede vagtposterne. Den græske flåde var i mellemtiden vendt tilbage, og konventionelle styrker herfra plyndrede i de næste tre dage Troja, hvorpå byen blev brændt, og dens uindtagelige mure revet ned. En enorm strategisk sejr var vundet.
Med dette eksempel forklarer den nu pensionerede oberst og flittige forfatter Lars R. Møller i sin nye bog, »Specialoperationer«, hvorfor specialstyrker har været en del af den militære værktøjskasse i de fleste nationer lige siden. Ved den rette anvendelse kan ganske få soldater udrette mere på kort tid, end store militære styrker formår. Et moderne eksempel så man i 2001, da cirka 350 amerikanske operatører fra De Grønne Baretter sammen med 100 CIA-agenter og 15.000 afghanske krigere besejrede 60.000 talebankrigere for en samlet udgift på 70 millioner amerikanske dollar.