Når Lars Løkke torsdag eftermiddag lægger vejen forbi kansler Angela Merkel i Berlin, vil statsministeren bestræbe sig på at skabe tysk lydhørhed for danske bekymringer og interesser i et Europa under heftig forandring.

Lars Løkke Rasmussen ankommer til Berlin på et tidspunkt, hvor Frankrig og Tyskland har travlt med at blive enige om, hvordan fremtidens EU skal se ud.  På et EU-topmøde i juni skal Frankrig og Tyskland efter længere tids forsinkelse, ikke mindst på grund af den møjsommelige tyske regeringsdannelse, fremlægge en storstilet køreplan for EU.