Langt færre dræbersnegle i år
Det vil nok glæde en del haveejere at høre, at det i år står rigtig skidt til for dræbersneglene. De er nemlig bukket under for vinterens kulde.
Det vil nok glæde en del haveejere at høre, at det i år står rigtig skidt til for dræbersneglene. De er nemlig bukket under for vinterens kulde.
Det står skidt til for dræbersneglene i Danmark.
De små slimede krabater, som de seneste par somre har været et varmt emne i snart enhver ligusterindhegnet have i Danmark, er gået i døden, og det betyder, at haveejerne i år kan bruge deres krudt på bedene i stedet for at bekæmpe sneglene.
Der vil nemlig være langt færre dræbersnegle denne sommer.
- Dræberneglene har ikke kunnet overleve den kolde vinter, og derfor er der kun nogle få snegle i år, siger biolog Sabine Engelke, der har skrevet speciale om dræbersnegle.
- Det er måske en lidt sær interesse, men jeg holder skam øje med dem. Og i år finder jeg ikke så mange, som jeg plejer, siger biologen.
En kold forskrækkelse
Noget, der for alvor kan tage livet af dræbersneglene, er store temperatursvingninger i foråret.
- De kommer op ad jorden, når vejret bliver lunt. Hvis vi så efterfølgende får en periode med frostvejr, så dør de, siger biolog Sabine Engelke.
Læs også: "Dræbersnegle i kuldechok"
Askeskyens skyld
Biologen tror også, at askeskyen kan have sin del af skylden for, at dræbersneglen fik sig en kold forskrækkelse, da de kom op ad jorden i foråret.
- Under askeskyen faldt temperaturen gevaldigt, og det slog endnu flere snegle ihjel, siger hun og forklarer, at dræbersneglene har det bedst - og overlever i hobetal - når både vinteren og foråret er mildt i vejret.
Men kan den bidende vinterkulde og det kolde forår udslette sneglene fuldstændig?
- Nej. De har bidt sig fast og forsvinder ikke fuldstændigt. Men de har et dårligt år i år.