LONDON: Hun havde været på en uges drømmerejse i Indien og blandt andet set et af verdens syv vidundere – det imponerende hvide mausoleum Taj Mahal – før hun forleden landede i den på samme tid fascinerende og skræmmende basar af en storby, New Delhi.

I den indiske hovedstad havde den 51-årige danske kvinde indlogeret sig på Amax Inn, et billigt hotel med værelser til under 100 kroner per nat i et centralt beliggende hotelkvarter fyldt med rygsækrejsende og tæt på byens berømte plads Connaught og hovedbanegården.

Tirsdag tog hun en tur gennem millionbyens støvede gader og besøgte blandt andet et museum. Men på vej tilbage om aftenen for hun vild.

Hun spurgte en gruppe mænd om vej, og så gik det galt.

Mændene tvang hende til et øde sted ved togstationen. De truede hende med knive, slog hende og gruppevoldtog hende. I tre timer.

Inden hun endelig fik lov at gå, stjal de hendes ejendele, heriblandt en iPod og kontanter. Hun formåede derefter at komme tilbage til sit hotel. Hun græd, »var i en dårlig forfatning« og »jeg følte mig skamfuld over det skete«, fortalte hotelejeren.

Hotellet alarmerede politiet, og hele dagen i går afhørte politiet i New Delhi anholdte, men ville ikke bekræfte forlydender i den indiske presse om, at 15 mænd var tilbageholdt. Ifølge indisk politi har den danske kvinde oplyst, at der var otte mænd om voldtægten.

»Vi har tilbageholdt en gruppe, som vi afhører,« sagde politikommissær Deepak Mishra og tilføjede, at danskeren havde afvist lægeundersøgelse, hvilket politiet ønskede for at få et lægeligt bevis for voldtægt.

Ifølge nyhedsbureauet AFP var to hjemløse mænd – den ene 25 år – i aftes stadig anholdt efter at være taget med flere af kvindens ejendele – herunder den benævnte iPod og et brilleetui.

International opmærksomhed

Gruppevoldtægten af danskeren vakte i går opmærksomhed i medier kloden rundt.

For den er endnu et tragisk bevis på, at Indien fortsat har enorme problemer med respektløs behandling af kvinder til trods for, at det indiske parlament sidste år indførte dødsstraf for særligt grove voldtægter efter en lang ophedet debat på grund af flere brutale voldtægter.

Protester på gaden tog fart i december 2012 efter en gruppevoldtægt af en 23-årig kvindelig medicinstuderende på en bus i New Delhi. Mens bussen kørte rundt i den indiske hovedstad, voldtog seks mænd den 23-årige og bankede hendes ven. Kvinden blev også mishandlet med et jernrør. Stærkt blødende blev de to efterfølgende dumpet i en grøft, og kvinden døde senere af sine kvæstelser.

Voldsomme protester udfoldede sig snart på gadeplan, men mandlige politikere talte om, at de kvindelige demonstranter blot jagtede to minutters berømmelse. Og hvad kan man egentlig også forvente, påpegede kommentatorer, når de politiske partier inden for blot fem år har opstillet 27 kandidater, som selv har erklæret, at de har været anklaget for voldtægt.

Indiske mænd bebrejdede under debatter også kvinderne selv. De måtte gå mere sømmeligt klædt og lade være med at gå ud om aftenen, lød det, og under protester i New Delhi forsøgte grupper af mænd at omringe kvindelige demonstranter og befamle dem.

Usikkerhed overalt

På den måde var alt, som det plejer at være for kvinder i den indiske hovedstad. For mange af dem føler sig ikke sikre nogen steder – hverken på gaden, i bussen eller i den nye metro.

»Det er som om, at der er en stiltiende konspiration i denne by om at fastholde kvinder i frygt,« sagde en kvinde dengang til BBC.

Det indiske parlament gav dog til sidst efter for demonstranters krav om højere straffe for voldtægt. I virkeligheden var de mange voldtægter dog langtfra noget nyt fænomen.

Tværtimod har voldtægter, ildspåsættelse og syreangreb på kvinder været udbredt i årtier. Voldtægter går ud over selv små piger, og Human Rights Watch har i en rapport påpeget, at det er »foruroligende normalt«, at børn udsættes for seksuelle overgreb i hjem, skoler og børnehaver. Asiens Center for Menneskerettigheder påpeger anmeldelser af næsten 50.000 voldtægter af indiske børn, herunder spædbørn, på blot et årti. I februar sidste år blev tre søstre – på seks, ni og 11 år – voldtaget, dræbt og smidt i en brønd.

Det nye var, at voldtægterne pludselig fik verdenssamfundets opmærksomhed, og at en stærkt voksende gruppe af kvinder for første gang for alvor gik på barrikaderne for at frigøre sig fra det stærkt patriarkalske samfunds uskrevne regler. I Indien opfattes kvinder, der går alene ud – som den danske kvinde – ofte som allemandseje og løse på tråden og som nogle, der selv inviterer til at blive voldtaget.

Kun en del af løsningen

Dette skulle de skærpede straffe, der blev vedtaget i marts sidste år, stoppe. Dødsstraf blev indført for voldtægter, hvor offeret dør, og fire mænd fik i september dødsstraf for gruppevoldtægten af den 23-årige kvinde i bussen. Men det er stadig ikke strafbart for en mand at voldtage sin kone. Kun hvis parret er skilt.

Aktivister for kvinders rettigheder kritiserer den nye lov.

»Retsforfølgning og straf er kun en lille del af løsningen. Dette kommer efter forbrydelsen. Udfordringen er at forhindre seksuelle overgreb i første omgang,« har det lydt fra V. Suresh, der er menneskerettighedsadvokat.

Advokaten mener som så mange andre, at der skal massiv uddannelse af befolkningen til – i skoler såvel som på arbejdspladser – for at skabe en grundlæggende mentalitetsændring i forhold til at få mænd til at behandle kvinder og piger med respekt.

Antallet af anmeldte voldtægter bliver også bare ved med at stige. Tal fra den indiske regering viser, at mellem januar og oktober sidste år blev der rapporteret 1.330 tilfælde af voldtægt alene i New Delhi sammenholdt med 706 for hele 2012.

I april sidste år blev en femårig pige kidnappet, voldtaget, tortureret og efterladt alene i et aflåst rum i over to døgn af to mænd. Læger måtte fjerne flere genstande fra hendes kønsorganer, herunder små stykker fra et stearinlys og en flaske.

I maj døde en anden femårig pige af hjertestop, efter at læger i ni dage havde kæmpet for at redde hende efter en lignende hårdhændet voldtægt.

I oktober blev en 16-årig pige gruppevoldtaget to gange – først nær hendes hjem i Madhyagram og derefter på vej hjem fra politistationen efter at have meldt den første voldtægt. Siden blev teenageren overfaldet og stukket i brand 23. december af to personer tæt på de anklagede. Hun døde nytårsaften.

En amerikansk og en schweizisk turist er også blevet voldtaget, og så sent som for to uger siden blev en polsk turist, der var sammen med sin to-årige datter, voldtaget af en taxachauffør under en køretur i New Delhi.

Bollywood under anklage

Hvorfor behandler Indien kvinder så dårligt?

En række iagttagere klandrer Bollywood, verdens største filmindustri med base i Mumbai, for at udstille kvinder som sexobjekter. I slumkvarterer i byerne såvel som i små landsbyer landet over samles folk dagligt for at se filmene i primitive biografsale uden vinduer og med bliktage.

Nogle mener, at det patriarkalske samfund ikke ændrer sig, før man får gjort op med den udbredte analfabetisme og kastesystemet, som betyder, at man fødes ind i en bestemt klasse i samfundet. I mange kaster byder traditionerne, at kvinden altid skal være manden underdanig. Frigjorte, moderne kvinder virker som en trussel på konservativt tænkende mænd, der forventer, at kvinderne underlægger sig.

Det er desuden velkendt, at diskrimineringen af piger allerede begynder, inden de er født. Årsagen er systemet med brudemedgift, som brudens familie skal betale til brudgommens familie. Guld, kontanter, møbler og endda nogle gange en knallert eller et hus. Dette kan ruinere enhver familie, og derfor ønsker alle sig drengebørn i stedet for pigebørn, der kun er en besværlig udgift.

Folk bestikker læger til at fortælle dem kønnet på deres barn eller betaler for ulovlige scanninger, for at de kan få fjernet pigefostre.

Et vendepunkt?

I nogle fattige områder i Indien har det i årtier været en tradition, at familier dræber deres nyfødte, hvis det er en pige. Enten kvæler de dem med en klump grød i halsen, giver dem gift eller knækker deres nakke – ofte samme nat som pigerne er født. De få gange, hvor politiet overhovedet dukker op, bestikkes betjente med kontanter. På samme måde er der masser af eksempler på, at politiet har nægtet at optage rapport i voldtægtssager og har presset familier til ofre til at trække anklager tilbage.

Måske bliver det de tragiske tilfælde med udenlandske turister, der får Indien til at gøre op med kulturen. Antallet af kvindelige turister i Indien faldt de første tre måneder af 2013 med 35 procent, og Shobha Ojha fra Indiens regeringsparti siger på baggrund af den nye sag med danskeren:

»Sagen kaster et meget dårligt lys over Indien, og folk omtaler Indien som verdens centrum for voldtægter. Vi må være ekstra forsigtige – hele samfundet, politiet og politikerne må bruge flere kræfter på at ændre mænds tankegang i dette land. Så vi får gjort Indien voldtægtsfrit,« siger Shobha Ojha.