København: EU-kommissionens henvendelse til regeringen kommer ikke til at ændre i landbrugspakken. Det vurderer direktør i Landbrug og Fødevarer Flemming Nør-Pedersen.
Han nedtoner samtidig alvoren af EU-Kommissionens henvendelse til regeringen om landbrugspakken.
- Jeg vil mene, det er helt usandsynligt, at man bliver nødt til at lave om i landbrugspakken. Kommissionen stiller jo bare nogle spørgsmål, og dem er jeg sikker på, de får nogle gode svar på.
- Regeringen har lavet grundige vurderinger af landbrugspakkens miljøfaglige og juridiske profil. Det er efter vores opfattelse meget forsigtige vurderinger, siger han.
Sagen er opstået, efter EU-Kommissionen ifølge Information i et brev til miljø- og fødevareministeren oplyser, at landbrugspakken ser ud til at være i strid med vandrammedirektivet, nitratdirektivet og habitatdirektivet.
/ritzau/