Læsø er ikke bare dansk natur, når det er vildest, smukkest og mest varieret. Øen er måske det nærmeste, man kommer et gastronomisk overflødighedshorn her til lands. 

Se billederne:

Af samme grund er der noget næsten absurd over at købe ind i de lokale supermarkeder, når man holder ferie på Læsø. Hvem gider frossen fisk, opdrættet laks og fabriksrørt fiskefars, når lokale fiskere hver morgen lander alskens godter fra Kattegat?

Hvem foretrækker hollandske og spanske grøntsager, der har været flere dage undervejs, når gårdene, ja, selv husejerne, sælger dagfriske afgrøder til samme pris eller billigere?

Og hvem orker en trestjernet gummiagtig salami, når man selv kan besigtige de fritgående grise, der leverer kød til prisvindende spegepølser på en af øens gårde?

Og frem for alt: Hvem vil ikke gerne melde sig ud af supermarkedernes ensretning af vores købevaner og komme nærmere producenterne og lokalmiljøet?

Det vil forbrugere i hele den industrialiserede verden fra San Francisco til Osaka, så det er også den opgave, jeg stiller mig selv på Læsø: At begrænse mine indkøb i den lokale Brugs til et absolut minimum af sølvpapir, lokumsruller og lakridspiber – og så ellers tage for mig af havets, naturens og haveejernes skatkammer.

Se billederne: 

Det føles naturligt at starte med at bage sit eget brød. Ikke et ondt ord om det lune rugbrød fra bageren i Vesterø. Det er faktisk rigtig lækkert, men når det kommer til lyst brød, går der for meget Håndværksbageren i det lokale bagværk efter min smag. Jeg er mest til surdejsbrød med gods i, så hjemme i København shopper jeg hver weekend rundt mellem kvalitetsbagerier som Meyers Bageri, Emmerys og Lagkagehuset. Ingen af disse er repræsenteret på Læsø, så den lokale løsning er derfor at fare ned til Storhaven lidt uden for Byrum.

Den børnevenlige besøgsgård har sutteflaske-lam, klappevenlige kaniner og nyfødte kattekillinger, men på et gastronomisk korstog som dette er det den grove hvedemel og speltmel, som ægteparret på gården selv dyrker og maler, vi er ude efter – eventuelt med et par kugler af gårddatterens ekstremt lækre Læsø Is til at fordrive tiden med, mens man venter på at komme til.

Den 25-årige datter studerer teatervidenskab i København, men bruger sine sommerferier på at lave is af lokale bær og frugter på en gammel italiensk ismaskine. Denne sommer har hun dog »snydt« lidt og fået jordbær sejlet over fra Vendsyssel, fordi de lokale bær ikke rakte. Med mel under armen er det hjem til sommerhuset og slå en dej op tilsat en minimal klat økogær, der får det hele til at koldhæve til næste morgen…

Mens den øvrige familie stadig sover, er det ud af fjerene og trække direkte i tøjet til solens første stråler. En hurtig tandbørstning kan til nød bevilges, men brusebad må vente til op ad formiddagen, for der er vigtigere ting at tage sig til netop nu. Først skal den fugtige dej ud af køleskabet, og bollerne slås op, så de kan hæve anden gang en god times tid, mens man er væk.

Så er det ud til Stokken, Læsøs vestligste punkt, og hilse på en af landets største vadefugle, som officielt hedder Stor Regnspove, men bliver kaldt Oliekanden på grund af sit lange buede næb. Den findes i stort tal her. Herefter er det forbi bageren i Vesterø og få et smurt fut-rundstykke og en kop kaffe to go – noget brændstof skal der jo til, og et lille hemmeligt afbræk fra speltfrelstheden er ok, bare man ikke bliver opdaget…

Og så handler det ellers om at få parkeret bilen nede på havnen med front ud mod havet og høre gamle hits på P4, mens man spejder efter de lyseblå fiskekuttere, der nærmer sig land efter nattens fiskeri. Køber man direkte fra kutteren, skal man enten være sikker på, at fiskeren har licens til at sælge direkte fra skiwet, eller være ligeglad.

Man kan også vente på, at fiskehandleren åbner lidt op af formiddagen. Hvad man end vælger, slår pivfrisk fisk til enhver tid supermarkedets blå sterile fiskebakker fra Thorfisk med 100 længder. På Læsø er det jomfruhummer, man æder sig mæt i, og når man er træt af dem, kan man spørge fiskerne efter eventuel bifangst, som kan være alt fra torsk til pighvar eller andre fladfisk som isingerne, der er foto af på siderne her.

Når man har spist de kødfulde hummerhaler, koger man naturligvis bisque af på hovedet, kløerne og skallerne. Fiskene nyder man bedst i hel tilstand – en fisk stegt eller bagt på benet slår en nydeligt fabrikspakket filet i saft og kraft anytime. Man kan også partere den hele fisk selv og koge fond på resterne – for eksempel af hoved, hale og finner fra en hel torsk. Denne mulighed har man heller ikke med supermarkedernes færdigpakker.

På Læsø er der også mange gårdbutikker at vælge imellem. Juuls gårdbutik på den poetiske adresse Vester Himmerigsvej er en gammel kending på øen. Allerede når man lister bilen ned ad grusvejen til anden generation af slagterfamilien, får man øje på de afslappede grise, der lever et luksusliv her med egen hytte på marken.

I dybfryseren inde i gårdbutikken ligger generationen før dem (grisene, ikke landmændene) i form af koteletter og frikadellefars. Mest berømt er Juul for varerne i glasmontren: Den lufttørrede skinke og de mange pølser. Sidstnævnte tæller blandt andet specialiteten »Krat’u«, der er en smørbar krydret pølse, man »kratter« ud af pølseskindet – en af de delikatesser, der skiller drenge fra mænd.

Juul er ikke økologisk, og hans honningproduktion skeler ikke til, at Læsø faktisk har sin egen brune bi – han laver sgu bare sine pølser og sin honning, og så kan man mene om det, hvad man vil. Hvilket man også gør på øen. Der er heller ingen, der siger, at den hellige grav er velforvaret, bare fordi man køber sine grøntsager fra et af Læsøs mange vejsalg.

Vi er ganske vist tæt på producenten, men om haveejeren er hardcore biodynamiker, der lægger sine kartofler ved nymåne med et kohorn pegende mod nord, eller han pøser round-up ud over det hele for at komme dræbersneglene til livs, melder historien intet om.

Anyway, princippet ved øens mange ubemandede vejsalg er, at man selv besigtiger varerne og dropper pengene i en primitiv pengekasse, hvis man finder noget interessant. Nye kartofler, små porrer, babyrødbeder, gulerødder med top og diverse duske med krydderurter er typisk blandt udvalget.

Sammen med lækkerierne fra gårdbutikkerne og en tur efter skummende mikrobryg hos det hyggelige Læsø Bryghus er der basis for en frokost med det store kolde bord:

For eksempel kartoffelmadder med frisk purløg, friskrørt »krebsesalat« lavet på hummerhaler fra dagen før, en æggemad med små, sprøde stængler af salturt plukket på Rønnerne ved Saltsyderiet (der naturligvis leverer salt til samtlige måltider!) og måske en spegepølsemad dekoreret med fine ringe af Læsø-skalotten, øens egen stamme af det lille smagfulde løg, der har været dyrket ren på øen siden årene efter Anden Verdenskrig.

Ved de mange vejsalg kan man faktisk også købe små poser eller bakker med kantareller. Men de er nu engang sjovest at finde selv…

Billedserie: 

For efter en dag eller to er de hjemmebagte boller fra forleden ved at være modne til en tur på brødristeren. Så måske aftenens måltid skal indledes med en svampemad?

Læsø er et sandt paradis for svampeplukkere. Der er rørhatte i det tidlige efterår, og allerede fra sankthans er der lækre sommerkantareller at hente – dog forudsat, at der har været den rette vekselvirkning mellem sol og regn i månederne forinden.

Et godt fingerpeg: Er der kantareller ved vejsalgene, er der også masser af svampe at hente i skoven. Og så er resten i øvrigt op til en selv, for kun en tåbe røber sine gode svampesteder – det er dog altid en god idé at kigge efter egetræer og sandholdigt jord, når man går på jagt med kniv og kurv…

Og ligesom man faktisk godt kan få nok af jomfruhummere, kan der på et tidspunkt også melde sig en træthed af flødestuvede kantareller på ristet brød.

Så er tiden måske kommet til en pizza bagt af mel fra Storhaven og pyntet med præmiesquash fra en af parcelhushaverne, lidt lufttørret skinke fra Juul og – hvis man er rigtig dus med himlens fugle – lidt strimlet strandkål plukket i klitterne og vendt i lidt god olie og hvidløg. Det må da siges at være en Læsø-pizza med hele øen i én servering – på nær mozzarellaen, som man altså stadig må i supermarkedet efter...

Det er jo nok utopisk at boyKotte supermarkedet helt, og hvorfor skulle man også det?

Man kan jo ikke lave lakridspiber selv – eller kan man?

I hvert fald er det en sund og lærerig øvelse at søge nye gastronomiske græsgange en uges tid. Sund, fordi man helt naturligt kommer væk fra alle de tvivlsomme »forædlede« fødevarer, man kunne tænkes at give sig i lag med lige fra italiensk salat og fishfingers til færdigrørt fiskefars og barbequemarinerede kyllingebryster.

Sund, fordi man i stedet laver enkel mad tilberedt af friske råvarer i endnu højere grad, end man måske kan nå at praktisere det derhjemme i hverdagen.

Sund – også for miljøet og pengepungen – fordi man ikke bare lige kan købe noget nyt i Netto klokken 19.30, men må bruge sine råvarer til sidste stump gulerod og på den måde tvinges til at tænke sig om en ekstra gang i stedet for at smide ud…

Har Brødrene Price i øvrigt ikke lige lavet en hel udsendelsesrække om det? Og Jamie Oliver været inde på noget af det samme? Så er det jo nok rigtigt…