De fylder omkring 20 sider med små typer, hvis de printes ud på A4-ark. Og så rummer de adskillige punkter og underpunkter, der sjældent bliver læst. Det gælder de fleste brugerbetingelser og privatlivspolitikker, som folk acceptere, når de tilmelder sig internettjenester.
Det professionelle sociale netværk Linkedin har netop opdateret tjenesten politikker med tilføjelser, der trådte i kraft onsdag - og har opfordret brugerne til at give deres privatlivsindstillinger et servicetjek.
Opdateringerne af Linkedins privatlivspolitik og brugeraftale sker blandt andet for at gøre det klart for brugerne, at selskabet tage ekstra skridt for at levere indsigt i de krav, der ind imellem kommer fra offentlige myndigheder om at få adgang til de data, internettjenester ligger inde med om brugerne.
»Vi har præciseret, at vi vil træffe foranstaltninger for at oplyse medlemmer om de krav, der kommer om adgang til deres data - med mindre vi juridiske ikke har tilladelse til at gøre det eller anmodningen anses som en nødsituation. Vi har også specificeret, at vi kan bestride sådanne krav, hvis vi mener, de er for brede, uklare eller ikke er blevet fremstillet retmæssigt,« meddeler Linkedin på selskabets officielle blog om et af punkterne i forbindelse med opdatering af både brugeraftalen og privatlivspolitikken for brug af tjenesten.
De amerikanske internetgiganter har generelt siden afsløringerne af overvågningsskandalen begyndte sidste år én efter én kommet med krav om at få lov til at oplyse om de anmodninger, de kan få fra efterretningstjenester om udlevering af data om brugerne.
Rækken af internetselskaber tæller blandt andre Google, Facebook, Twitter og Microsoft, der gentagne gange har anmodet om at få lov til at være åbne om overvågning og fortælle om de henvendelser om adgang til data, de får vedrørende den nationale sikkerhed fra efterretningstjenester.
For nylig fik de da også lov til at fortælle, at de titusinder af gange er blevet bedt om at udlevere personlige oplysninger om deres brugere. Og senest har Facebook-stifter og -topchef Mark Zuckerberg ringet direkte til USAs præsident Barack Obama og klaget over den omfattende aflytning, som den amerikanske efterretningstjeneste NSA er blevet afsløret i.
Ligesom brugere af internettjenester ifølge Linkedins meddelelse om opdateringerne af tjenestens politikker skal vide, at selskabet vil tage ekstra foranstaltninger for at fortælle mere om myndighedernes krav om adgang til data, opfordrer selskabet også bruger til selv at give deres privatlivsindstillinger på tjenesten et servicetjek. Den kom i en mail til de omkring 277 millioner brugere i en mail sammen med annonceringen af ændringerne.
»Det er en god anledning til at gennemgå dine privatlivsindstillinger og se på, hvilke muligheder, du har for at kontrollere, hvordan dine informationer bliver delt,« lød det i meddelelsen fra Linkedin, der heri blandt andet gjorde opmærksom på en række funktioner til at regulere, hvor meget man ønsker at dele med hvor mange, når man er bruger af tjenesten.
Brugerne har for eksempel mulighed for at indstille, hvem der kan se deres Linkedin-nyhedsstrøm, hvad andre brugere kan se, når de klikker på deres profil, hvem der har adgang til at se, hvem de er forbundet med og simpelthen blokere andre brugere.
Det er almindeligt kendt, at brugere af internettjenester sjældent læser de brugerbetingelser, de faktisk godkender, når de opretter sig som brugere. I en undersøgelse foretaget af analysefirmaet Gallup for Berlingske i juni blandt 1.039 personer svarer fem procent, at de læser privatlivspolitikken grundigt. 31 procent siger, at de enten ikke læser dem eller aldrig er stødt på dem. 49 procent angiver, at de som regel ikke læser dem, eller at de dog skimmer dem hurtigt igennem.
Det er da også blevet kaldt »den største løgn på internettet«, når folk sætter et flueben ved, at de har læst og accepteret brugerbetingelserne ved oprettelse på en ny tjeneste. Simpelthen fordi de meget sjældent læser, hvad de siger »ja« til.