En ny folkeskolereform og mere inklusion i folkeskolen. Det er to af de store udfordringer, som landets folkeskolelærere står overfor. Og de har brug for flere penge, ikke flere besparelser.
Sådan lyder den bekymrede melding fra Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening, efter at Kommunernes Landsforening (KL) og regeringen har lavet en ny aftale for kommunernes økonomi i 2016.
Her lægges der op til en besparelse på 2,4 milliarder kroner i kommunerne - mens 1,9 milliarder vil blive ført tilbage igen til særlig borgernær velfærd.
»Først skal man tage penge fra kommunerne, før man fører nogle af pengene tilbage. Det er meget svært for mig at se, at det kan give et plus for folkeskolen,« siger Anders Bondo Christensen.
Fra Danmarks Lærerforening lyder appellen, at man har brug for flere hænder til at løse de udfordringer, man står overfor.
Siden 2009 er der sket et fald på 12 procent i antallet af lærere i folkeskolen, mens der kun er kommet fire procent færre elever til. Og oveni det slås lærerne med en ny reform og mere inklusion.
Derfor har man brug for flere lærere, ellers går det ud over undervisningen, lyder det fra Anders Bondo Christensen:
»Vi kan allerede nu se, at det går udover kvaliteten af elevernes undervisning. Det er alle enige om. Det er det, vi hører gentagne klager over lige nu. Derfor er det meget dramatisk, hvis man vil spare yderligere på folkeskolen,« siger han.
Der er dog ikke nogle konkrete planer om, at der netop skal spares på folkeskolen som følge af aftalen mellem KL og regeringen.