Syvårige Brooke fra Texas elsker sin nye lærer, fortæller hendes mor på Facebook.

Brooke elsker sin lærer, fordi læreren, Brandy Young, har indført en ny lektiepolitik i 2. klassen på den lokale Godley Elementary School efter sommerferien. Eller rettere lektiepolitikken består i, at hun har afskaffet lektier, fortæller Brookes mor Samantha Gallagher på sit facebookopslag.

Den ny lektiefri hverdag er blevet så populær i amerikanske familier, at opslaget hidtil er blevet delt cirka 72.000 gange.

Brandy Young forklarer i et brev til forældrene, at forskere ikke har kunnet påvise, at lektielæsning gør eleverne dygtigere. I stedet for lektier opfordrer hun forældre og børn til at foretage sig noget, der rent faktisk kan medvirke til at børnene får større succes i skolen: Spis middag sammen hele familien, læs sammen, gå ud og leg og gå tidligt i seng,

Brandy Young siger til CBS News, at hun prøver at udvikle eleverne som hele mennesker. Efter en lang dag i skolen er det ikke gavnligt at gå hjem og lave mere blyant-og-papir-arbejde, mener hun.

I Danmark er de lange skoledage,der blev indført med folkeskolereformen i 2014, netop et forsøg på at begrænse den mængde af lektier, som selv eleverne skal klare hjemme. Samtidig taler bl.a. Skolelederforeningen for, at lektier, som vi hidtil har kendt dem, bør afskaffes.

Lektiers indvirken på skoleresultater har gennem mange år været omdiskuteret, og flere undersøgelser har vist, at lektier ikke har en positiv indvirkning på indlæringen. Derfor havde flere danske skoler forsøgt sig med lektiefri undervisning allerede inden skolereformen. En Gallup-undersøgelse viste dog i 2013, at forældrene gennemgående er glade for, at deres børn får lektier for. Det lærer børnene at passe deres ting og giver forældrene mulighed for at følge med i børnenes skolearbejde.

Der er dog også resultater, der peger på, at lektier kan have en god effekt på indlæringen. Sidste år viste en undersøgelse i Journal of Educational Psychology, at en times lektier om dagen er det optimale.