Miami medical, Greys hvide verden, Redningskvinder, Trauma, Hospitalet, Alarm 112, Krop umulig, Felthospitalet, De unge
kirurger.

Livet som læge på et hospital hitter på de store tv-kanaler. Og det er fascinationen af den hvide verden, der trækker seerne til ifølge programredaktørerne på fire af de største tv-kanaler, DR, TV2, TV3 og Kanal 4. Det skriver Ugeskrift for Læger.
 
Ifølge Gitte Tækker fra DR har tv om læger "alle de ingredienser, som
ethvert tv-format drømmer om, fordi det involverer seerne, som kan identificere
sig med de medvirkende, og der er drama og følelser for alle pengene", og formålet med serien "Nye hvide verden" er at fange "de unge lægers sprøde og utilslørede syn på sygehusvæsenet".

Samtidig er sygehusvæsenet generelt blevet meget mere åbne for at give tv-kameraerne adgang.

Jesper Hahr fra Kanal 4 mener, at serierne om livet på hospitalerne er "klassisk eskapisme".

- Seerne kan sætte sig til rette i sofaen og blive grebet af de dramatiske
historier, der udspiller sig på skærmen. Det er som at være til stede uden nogen
form for risiko", siger han til Ugeskrift for Læger. 

Han mener, at tendensen inden for programmer og serier om læger og sundhedsvæsen bliver mere og mere ekstreme historier.

-Dokumentarprogrammerne har de seneste år fokuseret på usædvanlige sygdomme som f.eks. kæmpesvulster og ekstreme deformiteter. Fiktionsserierne drejer sig om voldsomme eller meget sjældne cases. Et godt eksempel er serien House, hvor vi følger den krakilske dr. House og hans hold af eksperter, der er specialiserede i medicinske tilfælde, hvor normale læger har måttet give fortabt. Dr. House er mere en medicinsk Sherlock Holmes end en traditionel overlæge, siger Jesper Hahr.

Moderne socialreportage
På TV2 beskriver Lasse Bjerre tv med læger som "moderne socialreportage".

- Vi får et billede af, hvordan vores velfærdssamfund fungerer på et
område, som er højt prioriteret og debatteret i offentligheden. Vi får også et
billede af, hvad der foregår ude på gader og stræder, siger han til Ugeskrift for Læger.

Tættere på
Det er stadig USA, der viser vejen for de danske kanaler, når det handler om tv-serier om læger. Men den engelske serie "One born every minute" fra
fødeafdelingen på King’s Cross Hospital i London vil sætte standarden for
dokumentarprogrammer fremover, mener Jesper Hahr.

Serien er tættere på den uredigerede virkelighed end nogensinde på grund af et stort antal skjulte kameraer, der optager begivenhederne på hospitalet hele døgnet.

- Det er udtryk for en bevægelse i
tv-verdenen imod at komme endnu tættere på historierne, siger Jesper
Hahr.