Kære medborgere!
Må det være en ældre tilfreds borger på 76 år tilladt at komme med et lille hjertesuk.
Vi bliver dagligt bombarderet med alvorlige problemer, som vi naturligvis må forholde os til i det håb, at de ansvarlige, dem vi selv har valgt, af al kraft vil forsøge at finde farbare løsninger.
Det, som vi ofte efterfølgende erfarer, er en lind strøm af brok og kritik. Så lyder det, at vore politikere er uduelige, de får læst og påskrevet, og de og deres familier bliver hængt ud i pressen.
Hvorfor ikke være taknemmelig over, at nogen vil påtage sig et ansvar og fokusere på, at et flertal af de valgte gør deres bedste? Er vi ikke tilfredse, er vi jo så heldige at bo i et land, hvor vi kan stemme dem ud hvert fjerde år.
Så er det medlemmer af kongehuset, der står for skud med ligegyldige historier og påstande. Hvorfor ikke være taknemmelig over, at såvel Dronningen som Kronprinsparret og andre gør en stor indsats, og at vi gang på gang kan konstatere, at de repræsenterer landet på fornemste vis.
Så er det indvandrere og flygtninge, der nasser på samfundet.
Hvorfor hører vi aldrig om de talrige tilflyttere, der er flot integreret, som har lært vort sprog og gør en smuk indsats, såvel i erhvervslivet som i foreningslivet og virkelig tilfører nytænkning til gavn og glæde for den fremtidige udvikling i vort samfund, og som med deres indsatser er eksempler til efterfølgelse.
Så er det sundhedsvæsenet, der er bombet tilbage til stenalderen. Jeg har selv netop fået en ny hofte og kan kun sige, at jeg har oplevet en indsats fra det offentlige, som jeg må beskrive som kærlig og professionel på alle måder. De samme erfaringer havde vi, da min hustru for et par år siden fik en blodprop i hjertet.
Når man som privatperson føler sig kaldet til »brok«, må et minimumskrav være, at man sætter sig ordentligt ind i sagerne, før man giver sig til kende, hvilket bestemt ikke altid synes at være tilfældet. En sådan indsigt ville medføre et mere nuanceret syn på dette og hint og dermed en mere kvalificeret debat.
Måske kunne man også i al stilfærdighed tillade sig at appellere til vore mange dygtige journalister om bare engang imellem at afprøve de positive briller. Der er faktisk meget at være glad og taknemmelig over. En bestræbelse på at tænke positivt, uden at være naiv, gør faktisk dagligdagen smukkere.
Jeg er glad for at have den alder, jeg har. Jeg kan uden problemer tillade mig at tage afstand fra vrøvleord som f.eks. »fremadrettet«. Jeg kan tillade mig at sige »kære medborger« i stedet for »hej«. Jeg kan tillade mig at sige goddag eller farvel i stedet for hej hej.
Endelig kan jeg tillade mig at undlade at sige, at jeg bor i et fedt land. Nej, jeg kan med stolthed sige, at jeg bor i et vidunderligt land, og jeg vil gerne sige tak til alle, som i deres daglige virke bidrager dertil.