Hvad tænker vi, når vi hører ordet privatisering?

– At vi sælger vort dyrebare arvesølv for billigt til nogle grådige Wall Street-skurke?

– Eller at vi erstatter gumpetung og bureaukratisk offentligt slendrian med privat dynamik?

Måske. Men det er synd, hvis vi forsimpler debatten om statens rolle, for den fortjener bedre.

Lad os starte med den observation, at vi har en Konkurrencestyrelse, der fører tilsyn med monopolvirksomheder, fordi de typisk leverer dyre og dårlige services. Det har økonomer været meget enige om i over 100 år.

OK, men hvorfor leverer staten selv sine ydelser som monopol?, kan vi så spørge. Hvis private monopoler er dyre og dårlige, er offentlige monopoler det så ikke også?

Jo, måske, men visse opgaver er uegnede til konkurrence og bør i det mindste udgøre et lokalt monopol, kan et rimeligt svar lyde.

Kunderne bør være konger

Her er imidlertid et problem: En udbyders instinkt er at sætte sig selv i højsædet – uanset om den er privat eller offentlig. Eksempelvis har virksomhederne i IT-branchen historisk været underlagt den såkaldte Kronos-effekt. Kronos, skal det siges, var i græsk mytologi en gud, der spiste sine egne sønner for at forhindre, at de overtog tronen fra ham.

I praksis gik IT-branchens Kronos-effekt ud på, at IT-firmaer blev store ved at komme først med noget nyt, men at de derefter kæmpede indædt for at forhindre teknologisk eller kommerciel fornyelse, der kunne true dem. Til sidst gik de ofte ned som udbrændte dinosaurer.

I 1980erne opstod der imidlertid et populært nyt begreb kaldet åben arkitektur. Ideen var, at man skulle holde op med at fokusere på sig selv som udbyder og i stedet sætte sig i kundens sko.

Hvad har kunden dybest brug for, skulle man nu spørge. Og så skulle man stykke en optimal løsning sammen, selv hvis løsningens delelementer var lavet af konkurrenter.

Salgsteknik blev nu til spørgeteknik, systemleverance blev til systemintegration, værdikæde blev til økosystem, og fornyelse blev populært, selv når det kom fra andre. Senere kom også crowdsourcing som en række moderne teknikker til at involvere eksterne parter i samarbejde og innovation.

Og vi fik Apples fænomenalt effektive App Store, hvorved en telefon blev et bærbart supermarked med over en million applikationer på hylderne. Bemærkelsesværdigt nok skabte dette også et styrtdyk i softwarepriserne – gennemsnitsprisen for software apps faldt til omkring 1,5 dollar.

Sejt.

Den offentlige kæmpeøgle

Her er, hvad der er mindre sejt: Den danske befolkning bruger i dag ca. halvdelen af deres penge på at finansiere en dyr og dårlig offentlig sektor, der ledes som en 1970er-dinosaur.

Den lider under den dødsbringende såkaldte Baumols omkostningssyge. Den offentlige sektor har nemlig ifølge sine egne opgørelser ingen ingen langsigtet produktivitetsstigning overhovedet. Men da dens lønstigninger følger de private, som jo har produktivitetsstigninger, spiser den en større del af BNP hvert år – selv hvis dens ydelser er helt uændrede.

Når økonomer og embedsmænd kører det igennem deres regneark, får de velsagtens svedeture og kvalme, og næsten alle politikere ved vel også, at det ikke går i længden. Vor monopolstat lider tydeligvis også under Kronos-effekten. Vi-vil-lave-det-hele-selv lyder devisen, og kunderne er sjældent konger.

Så her er mit forslag: Lad os lave en »App Store Stat« bygget overvejende på åben arkitektur og crowdsourcing.

Lad os gøre, som jeg tror, Steve Jobs nogenlunde ville have gjort det:

Sygesikring, uddannelse og forskning

Man kan starte med sygehusvæsenet, som kan have frit kundevalg mellem private og offentlige institutioner som i Schweiz, Singapore og Hong Kong, som alle rangerer markant højere end Danmark på Bloombergs healthcaresystem rankings.

Folk kan få kuponer til at købe privat sygesikring, og dækningen kan så opdeles i et maksimumsbeløb til trivielle sygdomme, hvor diagnose/behandling laves af sygeplejesker og lægestuderende. For alvorlige sygdomme kan man få ubegrænset dækning uden ventelister.

Og uddannelse? Borgerne kan fødes med kuponer til eksempelvis 12 års livstidsuddannelse, som tilbydes af private institutioner; igen under konkurrence. Blandt disse kan der være såkaldte charter schools, der følger relativt veldefinerede programmer som i USA. Andre kan være mere eksperimenterende.

Videregående uddannelser kan tilbydes som rene enkeltkurser, og erhvervsuddannelser kan overvejende slås sammen med akademiske, så en smed og en ingeniør eksempelvis studerer samme sted.

Hvad med forskning? Der findes grundforskning, som gøres bedst af offentlige ansatte, men de sidste 20 år har man set en fænomenal vækst i innovationskonkurrencer, som er en kreativ metode til at lægge forskningsopgaver ud til hvem som helst – under konkurrence, men med en stor gulerod.

Det vokser, det virker, og specielt i USA er det blevet en populær del af undervisningssystemet at deltage i sådanne konkurrencer.

Billigere og mere innovativt

Socialistiske stater, hvor det hele køres gennem offentlige monopoler, er alle stagneret og derefter forfaldet. Se blot på Kina versus Taiwan og Hong Kong (indtil Kina skiftede kurs), DDR versus Vesttyskland eller Nordkorea versus Sydkorea. Hvis man vil have vækst og kreativitet, har man brug for, at mest muligt er decentralt og konkurrencebetonet.

Der er utallige muligheder. I Hong Kong foregår over 90 procent af trafikken via offentlige transportmidler, men de drives udelukkende og meget effektivt af konkurrerende private firmaer. USA har verdens suverænt mest effektive militær, men en stigende del af det udgøres af private firmaer, dvs. de såkaldte private military companies, som kun indkaldes, når det brænder på. I Schweiz er brandvæsenet frivilligt.

En »App Store Stat« vil have den samme produktivitetsstigning som private services, og derved kommer vi væk fra Baumol-effekten, statsgæld og brandbeskatning. Den vil tillige være yderst innovativ, så derved forsvinder Kronos-effekten. Og den vil være sjovere, for uden streng topstyring slipper medarbejderne for en del checklister og manualer.

Kreativitet og magtdeling

Åh ja, lige det sidste. De seneste århundreder har vi opbygget en civilisation, vi med rette er stolte over – selv om vi altså kom til at indbygge en dinosaur. Men bemærk, at denne proces i høj grad gik ud på at implementere Montesquieus magtdelingsprincip. Vi fik, eksempelvis, separeret de dømmende, lovgivende og udøvende magter. Pressen og nationalbanken blev sat fri, og kirken blev udskilt osv., osv.

Den proces synes jeg, at vi skal videre med, således at staten separeres fra leverancen af de ønskede ydelser. Det er uhensigtsmæssigt, at staten som i dag stiller krav og sætter regler for arbejde, den derefter selv udfører. Det er sjældent en god idé, at man er sin egen kontrollant. Vi skal udskifte en forstenet monopolstat med en kreativ »App Store Stat«. Det tror jeg, både Montesquieu og Steve Jobs ville have været enige i.