Den kommende tid er en fest for alle de kunstinteresserede, der vil opleve glimt af det nye. Under overskriften Copenhagen Art Week er der frem til udgangen af måneden et væld af aktiviteter.
Særskilt i denne weekend er der kunstmessen CHART på Charlottenborg fra fredag til søndag, hvor 28 førende gallerier sammen udstiller. Fem københavnske kunsthaller er tillige fra næste weekend gået sammen i et projekt, hvor tillid er nøgleordet. Deraf navnet TRUST.
Der er også muligheder i byens rum. Her kan man opleve kunstværker på smartphonen, et koncept udtænkt af Kristoffer Ørum. Når man leder efter WIFI på seks udvalgte steder i København, møder man det åbne netværk »captive portal«.
Går man på det, møder man billeder af et kunstværk uanset hvilke hjemmeside det er, at man prøver at åbne: »Teknologien har en underlig autoritær og upersonlig position. Captive Portal gør i et lille øjeblik beskueren opmærksom på, at der altså er nogen, der har lavet den. Man vil på nettet, men så kommer der et kunstværk op til i stedet for, og man kan ikke få andet.«
»Den kæmpestore buffet af ting er væk, og der er ikke engang en klar afsender på kunstværket. Der er en sprække i teknologien, og den opfører sig anderledes«, fortæller han. Ganske tanke- og urovækkende!
Kunstmuseerne har i dette efterår et mere roligt fokus. Her er det en række af billedkunstens klassikere. Det bliver en fest for de historisk interesserede På SMK er det guldaldermaleren C.W Eckersberg (1783-1853), »dansk maleris stamfader« som Berlingskes kunstredaktør, Torben Weirup, kalder ham.
På Den Hirschsprungske Samling er det små dyrestudier af billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsen (1863-1945) og Gerda Wegener (1885-1940) på Arken.
Selvom det er den mere moderne dyrkelse af den kropsnære underbevidsthed, vi møder hos Lucian Freud (1922-2011), hører han alligevel den nyere kunsthistorie til. Louisiana viser Freuds tegninger.
Det er tankevækkende, så meget billedkunstens klassikere fylder i dette efterår. Det er en del af mange kunstmuseers forpligtelse at varetage historien. Hvorfor ser vi egentligt på det forgangne, når det nye findes lige foran øjnene på os?
Fra gammel tid har vi skelet til forgængerne. Helt frem til og med 1700-tallets oplysningstid var det i Europa sådan, at man genskabte, reproducerede det æstetiske udtryk. Med romantikken får vi kunstneren som ener, som seer, som den, der lader sig inspirere af et drømmesyn af en blå blomst, et symbol for poesien.
Sidenhen har vi dyrket grader af radikal modernisme, hvor kunsten snarere bevæger sig i brud end kronologisk fremadskridende. Så det gamle virkelig bliver gammelt!
Min påstand er, at blikket på klassikerne alligevel lærer os noget. Bl.a. om hvor vi kommer fra. Det nye vi får på de aktuelle udstillinger er fortolkningen, sammenstillingen af værkerne, der gør den levende i mødet med os som publikum.