Trods en cykelkarriere baseret på doping, en fyring for åbent tæppe midt under Tour de France og adskillige år ude i kulden efterfølgende, fortryder Michael Rasmussen ingenting. 

Den tidligere cykelstjerne stod søndag aften frem i 21 Søndag på DR i et interview, som han gav i forbindelse med udgivelsen af bogen 'Gul Feber', hvor den tidligere cykelrytter fortæller om en karriere funderet på brug af doping.

Han siger, at han nu lægger alle kortene på bordet om doping-misbrug - både sit eget og det, som han har oplevet hos andre.

Direkte adspurgt om han på nogen måde havde fortrudt, at han valgte doping som genvej til succes i cykelsporten, var svaret klart:

- Nej.

- Hvis jeg begynder at fortryde de otte dage (i gult i Tour de France 2007, red.), så skulle jeg også fortryde de 25 år forinden, som jeg havde dedikeret op til, og det gør jeg ikke.

Rasmussen håber, at han bliver forstået og set i et andet lys, når bogen er kommet på gaden og bliver læst af de danske cykelsportsfans.

- Jeg håber, at man vil være i stand til at se, at jeg i virkeligheden bare har drejet alle de håndtag, der nu engang var at dreje på, dem har jeg drejet helt i bund. Deriblandt er der ét, der hedder doping, som jeg også har drejet på for at præstere på det maksimale niveau.

I 1998 begynder han at bruge doping, fordi han havde besluttet sig for, at det var en nødvendighed, hvis han ville have den succes, som han så voldsomt ønskede.

- På det tidspunkt i mit liv, hvor jeg vælger aktivt at begynde at tage doping, der har  jeg allerede lagt så mange stopskilte ned undervejs.

- Jeg snød. Der er ikke nogen tvivl om at jeg havde drejet på de håndtag, der skulle til, også det håndtag, der hed doping.

- Det er ikke ok at snyde, men jeg følte, at det var det, der skulle til.

Den engang så bredt respekterede stjernerytter erkender, at han har levet i en boble, hvor de almindelige normer blev sat til side i jagten på sportslig succes for enhver pris.

- Jeg har jo levet med sådan et tunnelsyn i rigtigt, rigtigt mange år, hvor det handlede om at vinde. Alt det, der foregik ude omkring, det var noget  flimmer, andre folks flimmer blev tilsidesat. Jeg har været enormt egoistisk, erkender Rasmussen, når han ser tilbage.