De seneste 5 år er antallet af kvinder i danske bestyrelser fordoblet - uden brug af kvoter. 44 % af de danske kvinder over 35 år har en videregående uddannelse - for danske mænd over 35 år er tallet kun 31 %. Drenge, der forlader folkeskolen får i gennemsnit 10 % lavere karakter end piger, der forlader folkeskolen. På erhvervsorganisationernes direktørgange "myldrer" kvinder ifølge Altinget frem. På kvindernes internationale kampdag, og i året hvor vi kan fejre 100-året for kvindernes stemmeret, kan man fristes til at spørge, hvad vi kvinder har at kæmpe for?
Danske kvinder klarer sig rigtig godt. Desværre ser vi et andet billede, når vi vender blikket ud i Europa, hvor særligt arbejdsmarkedsfrekvensen blandt kvinder svinger markant: fra over 70 % i Sverige, Danmark og Holland, hvor flest europæiske kvinder deltager på arbejdsmarkedet til Malta og Estland, hvor under halvdelen af kvinderne har en plads på arbejdsmarkedet.
Når vi vender blikket ud i Europa ser vi en kedelig tendens til, at de EU-lande, hvor kvinderne har en lav arbejdsmarkedsfrekvens også er lande, som har meget begrænsede - eller ingen - pasningsmuligheder for børn. Om man ønsker at være aktiv på arbejdsmarkedet eller gå hjemme med sine børn er et fuldstændig frit valg. Men det valg er ikke frit, når man ikke har en reel pasningsmulighed til sit barn. Så er det tværtimod en strukturel barriere for arbejdsmarkedsdeltagelse.
Derfor vedtog Det Europæiske Råd i 2002 Barcelona-målsætningerne, som skulle styrke kvinders muligheder for arbejdsmarkedsdeltagelse gennem blandt andet udvikling af gode børnepasningsmuligheder. Målet var, at mindst 90 % af alle børn i EU mellem 3 og 6 år i 2010 skulle have adgang til skoleforberedende pasning, og mindst 33 % af alle børn i EU under 3 år skulle have adgang til pasning. Målene er langt fra indfriet. I 2010 havde kun 10 EU-lande nået Barcelona-målsætningen for børn under 3 år, og kun 11 lande havde nået målene for børn mellem 3 og 6 år.
Tag Estland og Malta igen, de er blandt de lande, der bruger absolut færrest penge på børnepasning. Malta brugte i 2012 ingen penge på pasning af børn mellem 0 og 3 år, mens Estland i 2012 ikke brugte penge på pasning og skoleforberedelse af børn mellem 3 og 6 år. Og ingen af de to lande kommer i nærheden af Barcelona-målsætningen om at bruge 1 % af BNP på pasning og skoleforberedelse af børn mellem 0 og 6 år.
Socialpolitik er fuldt og helt de enkelte EU-landes kompetence. Derfor er det også fuldt og helt op til det enkelte EU-land, om de vil arbejde for at nå Barcelona-målsætningerne. På trods af, at vi i Europa har mange mennesker uden arbejde i dag, vil vi inden for få år komme til at mangle arbejdskraft. I den situation er det ganske enkelt spild af ressourcer, at halvdelen af befolkningen skal gå hjemme og passe børn i stedet for at bruge deres kompetencer på arbejdsmarkedet.
EU har længe haft et forkert fokus i ligestillingsdebatten. I stedet for at tage fat om de strukturelle barrierer for, at kvinder kan deltage på arbejdsmarkedet, som fx manglende børnepasning eller pasning af alt alt for lav kvalitet, har EU-systemet fortabt sig i positiv forskelsbehandling af kvinder i bestyrelser, detailregulering af barselsregler og særlige arbejdsmiljøregler for kvinder ombord på fiskebåde. Mænd og kvinder er og skal være lige. Og vigtigst af alt skal mænd og kvinder have lige muligheder.
På kvindernes internationale kampdag skal vi dreje ind på de store spørgsmål i ligestillingspolitikken og væk fra EU´s afsporede detailregulering. Vi skal have fat ved roden og nedbryde de strukturelle barrierer, så Europas mænd og kvinder har alle muligheder for at træffe deres egne frie valg.