Hvis man er gammel nok og af hankøn, har man højst sandsynligt engang været hemmeligt forelsket i Julie Christie.

I 1960erne var den britiske skuespillerinde nemlig noget af det mest attraktive, man overhovedet kunne opleve på et biograflærred. Hun var ingen sexbombe i banal forstand – det stærkt tiltrækkende ved hende var en udstråling af selvsikkerhed og intelligens plus selvfølgelig et indbydende udseende. Ikke mindst hendes fyldige underlæbe, som eksperter i royale forhold kaldte »typisk habsburgsk«, virkede forunderligt sensuel, og eftersom Julie Christie, der fylder 70 år i dag, sørgede for kun at medvirke i film af kvalitet, lyste hendes stjerne meget stærkt.

Hun brød i 1963 igennem i John Schlesingers Billy Løgneren og havde to år senere en af sine mest uforglemmelige roller i samme instruktørs hippe og tidstypiske Darling, der indbragte hende en Oscar.

De følgende år var hendes karrieres bedste – hun var frem til 1973 med i David Leans storladne Pasternak-filmatisering Dr. Zivago, Francois Truffauts fremtidsfilm Fahrenheit 451, John Schlesingers Fjernt fra verdens vrimmel efter Thomas Hardys roman, Richard Lesters raffinerede Petulia med George C. Scott, Robert Altmans utraditonelle western McCabe & Mrs. Miller (Vestens syndige par), Joseph Loseys filosofiske Sendebudet og Nicolas Roegs hamrende uhyggelige Rødt chok om parret, der søger trøst i Venedig efter at have mistet en lille datter.

Hjemmegående husmor

Man kan næppe nævne nogen anden skuespiller, der på så få år har medvirket i så mange vigtige film, men herefter skruede Christie kraftigt ned for karrieren. I Både McCabe & Mrs. Miller og Hal Ashbys Shampoo fra 1975 spillede hun sammen med Warren Beatty, og det førte til et syv år langt papirløst ægteskab, hvor Julie Christie overvejende holdt sig til at være hjemmegående husmor.

Heldigvis forsvandt hendes karriere aldrig totalt. Hun sagde ganske vist nej til roller i bl.a. Rosemarys baby, Chinatown og The Godfather, men fik til gengæld en slags come-back som dronning Gertrud i Kenneth Branaghs ambitiøse filmatisering af Hamlet i 1996 og ydede det følgende år en meget smuk præstation over for Nick Nolte i Alan Rudolphs ægteskabsdrama Afterglow.

Siden har man især bemærket Julie Christie i Alfonso Cuaróns Harry Potter og fangen fra Azkaban og i Sarah Polleys bevægende Away from Her om en kvinde ramt af Alzheimers. For øjeblikket kan vi i danske biografer opleve hende som bedstemoderen i Catherine Hardwickes Rødhætte-variation, Red Riding Hood, og den er bestemt ikke Christies bedste film – men man tilgiver hende alt, især hvis man var ung mand i 1960erne og hemmeligt forelsket i hende. For der var altså noget helt særligt ved den underlæbe.