De arabiske bogstaver i guld omkranser store dråber af glas, der ser ud som om, de hvert øjeblik kunne lande på beskueren.
»Det er Koranen, som drypper ned på dig. Jeg har brugt en gammel glasteknik fra Istanbul kombineret med et moderne udtryk,« fortæller Zeynep Fadillioglu om den gigantiske lysekrone, som er noget af det første, jeg får øje på, da jeg træder ind i det religiøse, kuppelformede rum.
Moskeen Sakirin ligger i kvarteret Üsküdar på den asiatiske side af Istanbul – tre kvarters rejse med båd og bus fra store turistmagneter som den Blå Moské og Hagia Sofia – og er på de færreste turisters liste over seværdigheder, som skal opleves. Ikke desto mindre har netop denne moské tiltrukket sig særlig opmærksomhed på verdensplan.
Dels fordi, at den er mere moderne i sit udtryk end mange af de moskeer, den tyrkiske metropol huser, og dels fordi, den er designet af en kvinde, hvilket ikke tidligere er sket i Tyrkiet.
Hjernen bag, 60-årige Zeynep Fadillioglu, har i mange år rangeret som en af Istanbuls topdesignere med flere end 25 ansatte og cirka 350 projekter på verdensplan.
Hun har blandt andet tegnet luksushoteller i byen, klubber, hvor overklassen mødes, og henholdsvis restauranter og butikker i byer som New York og London. De seneste år har hun kastet sig over den helt særlige disciplin at designe moskeer. Det er indtil videre blevet til en i Istanbul og to i Qatar.
»Som designer skal jeg altid tænke på offentligheden, så om det er en moské eller et hotel er ikke så afgørende for mig. Men der er selvfølgelig forskelle. Klientellet på et luksushotel er mere ensartet, mens en moské skal favne alle, der har brug for at være her. Der er nogle religiøse rammer, jeg skal designe inden for,« fortæller Zeynep Fadillioglu.
Det stærke dagslys trænger ind gennem en række metalgitre, som får de store vinduer til at ligne sider i Koranen.
»Jeg har ikke valgt hele passager, blot enkelte ord. De fleste, som kommer i en moské, kender jo Koranen, og jeg ønsker kun at antyde det religiøse. Meningen er, at man skal føle sig ydmyg under den store kuppel, mens lysekronen, som hænger lavere end normalt, skal få en til at føle sig tryg.«
Nytænkning af gamle traditioner
Sakirin, som er doneret af en tyrkisk-arabisk rigmandsfamilie, går i dag, seks år efter at den blev bygget, stadig for at være den mest moderne i Tyrkiet. Den store metalkuppel, der rejser sig over moskeen, er for eksempel inspireret af den canadisk-amerikanske arkitekt Frank Gehry, blandt andet kendt for Guggenheim i Bilbao, ligesom Zeynep Fadillioglu har valgt at kombinere gamle osmanniske mønstre med moderne kunst.
»I alt, hvad jeg laver her i Tyrkiet, skæver jeg til den osmanniske tradition. Derfor vil man, både på mine klubber, hoteller og i mine moskeer, se referencer til vores forfædre, for eksempel i mønstrene rundt omkring,« siger hun.
Selv om Zeynep Fadillioglu kun står som designer af den indvendige del, har hun også sat sit aftryk på arkitekturen. Arkitekten Hüsrev Tayla, som tidligere har tegnet en moské i Ankara, lavede et udkast, som Zeynep Fadillioglu også fik indflydelse på.
»Vi ændrede facaden, så den nu er lavet af en type sten, som ligner beton, men har mere dybde. Det giver et link til Anatolien, hvor husene er bygget af det materiale. Og så valgte vi at fjerne muren omkring moskeen. Vi har træer, så vi behøver ikke en mur. Den del blev diskuteret meget intenst. Minareten, som er 35 meter, er også højere end på andre moskeer. Det er alt sammen moderne, men folk føler stadig en forbindelse til historien, og i dag kalder mange Sakirin for en glad moské,« siger Zeynep Fadillioglu, som peger på, at langt de fleste moskeer i Tyrkiet bliver bygget af firmaer, der har specialiseret sig i religiøst design. Og at mange ligner hinanden.
»De fleste moskeer, også de nye, er skabt over samme model. De er små kopier af den Blå Moské. De traditionelle moskeer er meget smukke, men de er fra dengang, og det giver ikke mening at kopiere dem – specielt ikke med den teknologi, vi har i dag. Folk i fremtiden vil spørge: »Har ingen boet her siden 1600-tallet?« Vi må skabe vores egen religiøse æstetik. Efterlade spor efter vores tid.«
»I forhold til designet betyder det, at jeg er kvinde, måske, at der er flere detaljer«
Interessen for Sakirin har været overvældende. Ikke alene er det en hotel- og natklubdesigner, som har stået for æstetikken. Det er også en kvinde, hvilket har fået medier som CNN og BBC til at lægge vejen forbi, blandt andet for at se, hvordan hun har fortolket et islamisk rum.
»I forhold til designet betyder det, at jeg er kvinde, måske, at der er flere detaljer. Samtidig har jeg gjort den kvindelige sektion til den smukkeste. Jeg placerede dem på den øvre balkon, fordi de skal være bag mændene – jeg er ikke gået så vidt, at jeg har gjort op med religiøse regler. Til gengæld har de det bedste overblik over rummet, og dråberne fra lysekronen er lige foran deres ansigt. Tænk på nogle af moskeerne i Anatolien, hvor kvinderne beder direkte ind i en mur. Det er ikke islam for mig.«
At det netop er i Istanbul, at en kvinde er blevet spurgt, om hun ville designe en moské, er næppe tilfældigt. For selv om den siddende regering de seneste år har givet islam en mere fremtrædende rolle i både i skolen og det offentlige rum, er byen rundet af en verdslig tilgang til religion, påpeger Zeynep Fadillioglu.
»Jeg er muslim, men ikke ortodoks. Jeg er opdraget i en sekulær tradition, og det betyder, at jeg som kvinde ikke har mødt den samme modstand, som jeg ville have gjort i nogle dele af landet eller verden. En enkelt mandlig kollega kritiserede mig – han mente, at moskeen lignede en restaurant. Men ellers lader det til, at det er det, jeg laver, der tæller, ikke mit køn.«
Det er dog ikke alle, der er udelt begejstrede. For eksempel skriver Duygu Sar, som debatterer alt fra arkitektur til samfundsforhold på sin blog »the crunchy apple«, at det er udtryk for manglende mod, når Zeynep Fadillioglu ikke er gået mere innovativt til værks, for eksempel ved at blande mænd og kvinder, frem for at forsøge at tilfredsstille alle grupper inden for islam.
Zeynep Fadillioglu tager dog kritikken med ophøjet ro.
Et forsøg på at favne bredt og gøre plads til alle
»Jeg står for en åben fortolkning af islam, og vi er mange, som kæmper imod de forandringer, der sker i vores land lige nu. Men ligesom der er fanatiske dogmatister med ekstreme religiøse holdninger, er der også fanatiske sekulariserede, der ikke vil have, at nogen skal vise deres religion offentligt. Det er også diskriminerende.«
»Vi vil ingen af delene, og det skal mit design vise, så på den måde vil jeg gerne favne bredt,« siger Zeinep Fadillioglu, som ved siden af sit job med at designe luksushoteller og moskeer, underviser på universitetet i Istanbul. Hun er desuden blevet optaget i bogen over »Most important Women in the Middleast«.
»Virkelig?« siger hun og forsøger at lyde som om, den oplysning er ny for hende.
»Når man som jeg bliver synlig i det offentlige rum, bliver man samtidig betragtet som mere interessant. Og det er stadig en mandeverden, jeg færdes i.«
Imamen har taget plads under den turkise hvælving, Mihraben, der omkranser en guldbelagt endevæg, hvor en trappe stopper brat i sin himmelflugt. Den lokale menighed stimler ind, og mens mændene lægger sig på knæ, sludrer kvinderne på balkonen, indtil snakken overdøves af »Allahu Akbar« fra minareten. Pludselig bliver forskellen på Sakirin og andre moskeer mindre tydelig.
»Jeg vil ikke lave noget, der er så ikonisk og skulpturelt, at det mister forbindelsen til folket. Dybest set skal moskeen give mulighed for, at man kan finde forbindelsen til sig selv og til sin religion,« siger Zeynep Fadillioglu.