En 81-årig mand fra Løgstrup ved Viborg var tæt på at miste livet, da han lørdag lukkede 40-årig kvindelig bekendt ind i sit hjem. Under besøget udviklede et skænderi sig så voldsomt, at kvinden stak den ældre mand med et sværd og forsøgte at kvæle ham.

Mandag blev den 40-årig kvinde så sigtet for drabsforsøg og varetægtsfængslet i fire uger ved Retten i Viborg, oplyser politikommissær Henrik Grove fra Midt- og Vestjyllands Politi.

»De kom voldsomt i totterne på hinanden, og det endte med, at kvinden fik fysiske overtag og slog den ældre mand en del på overkroppen og i ansigtet. Han fortæller også, at hun også forsøgte at kvæle ham ved at lægge en pude over hans ansigt og trykke til, og hun forsøgte også at vikle en ledning rundt om halsen på ham for at kvæle ham,« fortæller politikommissæren.

»Yderligere er han blevet stukket i overkroppen med en spids genstand, og vi tror, der er tale om en kårde, altså et spids sværd, der er fundet på stedet,« siger han.

Manden er ifølge politikommissæren uden for livsfare.

Offer og gerningsmand bor tæt på hinanden, men politiet kender ikke deres forhold. Desuden ved politiet ikke, om kvinden medbragte sværdet for at skade den 81-årige, eller om tilhører ham. Politiet skal nu undersøge sagen til bunds.

»Hun er varetægtsfængslet nu, og så skal vi have belyst sagen så godt som muligt. Og så skal der selvfølgelig igangsættes nogle undersøgelser om kvindens strafegnethed. Det er personundersøgelser og eventuelt mentalundersøgelser,« siger politikommissær Henrik Grove.