En 53-årig kvinde er indbragt til Rigshospitalets Traumecenter med forbrændinger, efter at hendes lejlighed i Høbjergparken i Helsinge fredag morgen stod i flammer.

Det oplyser Nordsjællands Politi.

Alarmcentralen modtog anmeldelsen klokken 06.34, og brandvæsnet blev tilkaldt til lejligheden, oplyser vagtchef i Nordsjællands Politi Palle Jørgensen.

Politiet har en idé om, hvad der kan være årsagen til branden.

- Vi har et bud, men vi skal først have lavet nogle teknisk undersøgelse mandag.

- Men vi kan ikke helt udelukke, at det har været rygning i sengen, der var årsag til branden, siger vagtchef Palle Jørgensen.

Politiet kan ikke oplyse, om kvinden er i livsfare, men bekræfter, at det ikke var den 53-årige kvinde selv, der foretog opkaldet til alarmcentralen.

/ritzau/