Fredag uden for et lejlighedskompleks i Los Angeles-kvarteret San Fernando Valley blev 52-årige Letha Mae Montemayor anholdt af det lokale politi. Det skete blot ti timer efter, at myndighederne havde offentliggjort ti år gamle billeder af Montemayor. Det skriver Associated Press.
Billederne viser Montemayor, der sammen med en unavngiven mand misbruger en cirka 13-årig pige. Montemayor har på billederne en række karakteristiske tatoveringer blandt andet en sommerfugl på hoften samt en kat på højre skulder. Det var da også et tip fra en borger, som i sidste ende ledte til anholdelsen fredag.
Montemayor ventes at blive stillet for en dommer mandag og anklaget for medvirken i og produktion af børneporno. Anklagerne giver hver især minimum 15 års fængsel.
Montemayors søn sagde fredag til en lokal tv-station, at hans mor kaldte anklagerne imod sig 'latterlige'. Han fortalte desuden, at han genkendte pigen på billederne. Ifølge ham fortalte pige dengang, at hun var 18 år men blot så yngre ud.
Anholdelsen af Montemayor skete som et led i den internationale efterforskning af børneporno kaldet 'Operation Sunflower'. Den fem uger lange aktion har indtil videre medført 200 anholdelser og identifikation af 123 ofre - 110 af dem fordelt i 19 amerikanske stater. De resterende ofre lever i seks øvrige lande.
Ofrenes alder spænder fra under 1 år til 17 år. 44 af dem bor sammen med de voksne, der er mistænkt for at have misbrugt dem.