En kvinde er fredag formiddag blevet livsfarligt kvæstet ved en trafikulykke på motorvej E39 syd for Hirtshals. Motorvejen er spærret, og der vil være lukket for trafik i en længere periode, oplyser vagtchefen hos Nordjyllands Politi til nordjyske.dk.
Netmediet skriver, at ulykken skete omkring klokken 09.20, da en varebil kørte direkte ind i en lastbil, der holdte i nødsporet. Den mandlige fører af varebilen er uden for livsfare, mens den kvindelige passager er blevet livstruende kvæstet ved det voldsomme sammenstød.
Politiet oplyser til nordjyske.dk, at trafikken på motorvejen i nordgående retning fra afkørsel 2 står helt stille, og derfor opfordrer myndighederne bilister til at finde alternative ruter. Især folk, der skal med færgen i Hirtshals, kan med fordel køre ad E45 til Frederikshavn og tværs over til Hirtshals.
Oprydningsarbejdet vil spærre strækningen i »mange timer endnu«, oplyser politiet.
BNB