En broget flok turister, der er sejlet ud for at kigge på hvaler, havner på det mystiske skib, hvis besætning udgøres af en morderisk mor og hendes to blodtørstige sønner. Herefter går det, som det altid gør i slasherfilm, men manuskriptet – skrevet af den prominente forfatter Sjón – har et par gode overraskelser undervejs, og uden at være udpræget original er »Reykjavik Whale Watching Massacre« rimeligt interessant i persontegningen og så blodigt makaber, som genren kræver. Det er sjovt at se en grum gyser fra Island, og de kyndige vil værdsætte, at en lille birolle spilles af ingen ringere end Gunnar Hansen, der i 1974 var den skrækkelige Leatherface i Tobe Hoopers klassikker. Man bliver helt rørt over at opleve ham uden maske og motorsav.