Maise Njor

Det er ikke alt, man skal indrømme offentligt. Så jeg ved da godt, at jeg fra nu af får konfiskeret nøglen, når jeg skal på det lille hus hos mine venner, hvis jeg indrømmer, at jeg elsker at se på folks ting på badeværelset.

»Man ser ikke med fingrene,« fik man at vide som barn ... nej, men når man nu er der, er det da relevant lige at rode lidt i deres makeup, eller evt. tjekke hvilke medikamenter og kosttilskud, der bliver taget i husstanden. Det kaldes omsorg. Tror jeg. Eller overdreven nysgerrighed. Eller måske kedsomhed, for hvad skal man ellers lave på toilettet, når man er færdig med at tisse, mens man laver face-yoga? Man trænger lige til en pause fra de andre inde ved bordet, og den kan man passende bruge på at teste håndcremer. Og se, om der er p-piller eller ej ...

Og nu vi er ved bimmelim fremmede steder, så er det jo nemt nok, men når det kommer til bommelom, så er det noget, mange kvinder (i hvert fald dem, jeg kender) gemmer, til de kommer hjem hos sig selv i trygge rammer. Jeg har f.eks. aldrig oplevet en veninde sige: »skænker du te op, mens jeg lige går ud på dit toilet og får kummen til at ligne kinden på en lille irsk dreng?«

Jeg har hørt om eksempler på kvinder, der heller ikke kan gøre den slags i nærheden af kæresten, og der var endda en, der fortalte, at hun engang holdt sig i en uge på Gran Canaria, fordi hotelværelset havde en meget tynd dør ud til toilettet, og hun ville simpelt hen ikke indvie ham i det faktum, at kvinder faktisk også kan larme og lugte som selv den største stilladsarbejder, når de påstår, at de bare lige er ude og pudre næsen.

Hotelværelser kan være ubarmhjertige i deres indretning – og åbenbart også når det gælder andre ting, erfarede jeg, da jeg mødte en bekendt, som engang havde arbejdet som stuepige på et hotel. Efter hendes historier er jeg en lille smule på vagt, når jeg bor på hotel. For ikke alene tørrede stuepigerne tandglassene med samme klud, som de brugte til WC-brættet (og gik videre til næste rum med samme klud) – de rodede også i folks toilettasker og prøvede deres tøj.

DER sætter jeg grænsen! Jeg kunne aldrig finde på at mosle rundt i andres klædeskabe og tage deres tøj på. Mest fordi det er svært at gøre uopdaget midt under et middagsselskab.

Hassan Preisler

For mange år siden var jeg i staten Louisiana. Jeg så de lokale New Orleans Saints spille amerikansk fodbold. I en pause i kampen gik jeg på toilettet. Vi var flere hundrede mænd, der stod tæt på rad og række foran de mange båse. Da det blev min tur, satte jeg mig til rette på sædet.

Det begyndte med en serie af prutter. Hotdogs og øl! Pludselig lød det højt fra den næste mand i køen ude foran min bås: »I think we’ve got a shitter!« Fra min plads på toilettet kunne jeg høre, at der blev stille i rækkerne. Bomstille. Den dag i dag ville jeg ønske, at jeg med det samme havde rejst mig og forladt båsen. Det gjorde jeg ikke. I stedet lod jeg en tung portion af mit biprodukt falde ned i kummen. Der lød et dybt plump. Øjeblikket efter begyndte først en enkelt, så et par mere og til slut hundredvis af mandestemmer at brøle i kor. »SHITTER, SHITTER, SHITTER!« messede de.

Deres stemmer slog tilbage mod mig fra betonloft og –vægge. Jeg skar med det samme resten over med lukkemusklen. Så tørrede jeg mig med lynets hast og forlod båsen med blikket slået ned. Siden da har jeg ikke benyttet et offentligt toilet. Jeg går udelukkende på potten derhjemme. Jeg har indgået en aftale med mit fordøjelsessystem: Det får min fulde opmærksomhed morgen og aften; ind imellem lader det mig være i fred.

Og sådan fungerede det fint, indtil jeg mødte en pige. Nu er der igen opstået et problem. For hun overnatter hos mig og jeg hos hende. Og hen over weekenden, hvor vi ses en del, må jeg knibe så hårdt sammen, at hun bemærker min grimasse. Jeg former den om til et smil og siger: »Du er så smuk, at du stadig giver mig jag gennem kroppen.«

Af og til er der ikke noget at gøre, og jeg må give efter. Så jeg sætter høj musik på anlægget og lister ud på toilettet. Jeg lader vandet løbe brusende fra vandhanen og hoster højt, når vandspejlet brydes. Og når jeg har besørget, fylder jeg kummen med mentol- eller granduft. »Åh, hvor skulle jeg tisse,« siger jeg, da jeg træder ud igen.

Jeg har en ven, der hedder Mads. Jeg ville sådan ønske, jeg var mere som han. Mads pøller, hvor og når han vil. »Jeg skal lige skide,« udbryder han, inden han forlader en smuk piges hjem morgenen efter deres første date! På et tidspunkt gik det op for Mads, at han blandt nattelivets kvinder hed »Pølle-Mads«. Mads er stolt over sit tilnavn.