Nej, det ser ikke kønt ud, når et kampklart pressehold med rullende TV-kameraer står uden for dørene på gangene på Christiansborg eller på et hotel og venter på at få svar på nogle spørgsmål, som de ikke får svar på alligevel, når de længe ventede hovedpersoner kommer ud. Det udvikler sig til en verbal inkvisition, som ingen har gavn af, mens den ene TV-station og journalist skal overgå den anden med at stille de samme spørgsmål i en stadig mere aggressiv tone, fordi svarene forbliver fraværende. Pressen gør sin pligt og søger svar på de kritiske huller i forklaringerne. Lars Løkke Rasmussen og talspersonerne for hans forretningsudvalg har lagt en klar linje for, hvad der skal svares, uanset hvad der bliver spurgt om. Der er dømt journalistisk dødbold, og de samme spørgsmål testes af igen og igen på mødedeltager efter mødedeltager. Ligeledes til ingen nytte. Skal vi i medierne ikke stille de kritiske spørgsmål? Jo, selvfølgelig. Men i formen kommer vi til at ligne et kobbel usympatiske blodhunde og ikke en flok seriøse journalister på jagt efter helt nødvendige svar på vælgernes vegne på en statsministerkandidats moralske habitus og forhold til skattebetaling.

Får Venstre en succes ud af den form for kommunikation, som her er valgt, og masser af tillidsvækkende overbevisning til medlemmerne og vælgerne? Absolut ikke. Nærmest det modsatte. Venstre får en formand, der til sidst vender sig om og går for rullende kameraer, da spørgsmålene kører i ring, og for hvem det på ingen måde lykkes at komme fri af den krog, som han selv har bragt sig op at hænge på, ved hverken at håndtere sin egen eller – i egenskab af partiformand – Venstres ageren ordentligt i den seneste bilagssag. Venstre får tre repræsentanter for forretningsudvalget, som kom til at ligne papegøjer med et eneste klart budskab om, at forretningsudvalget havde bakket op om formanden, og at der nu var strammet op på de interne regler om indkøb af tøj og ferier m.v. men intet om, hvordan de var kommet frem til den konklusion, at nu var al tvivl og mistillid væk. Ingen – hverken medierne eller Venstre – fik en god løsning ud af dette »set up«, som desværre ses gentaget alt for ofte i højspændte politiske situationer med interne rivegilder. Vi i medierne bliver nødt til at tænke over, hvordan disse situationer virker på befolkningen, og partierne bliver nødt til at overveje, hvordan de håndterer krisestyring og åbenhed i forhold til vælgerne. I gamle dage kunne den slags holdes inden for partiorganisationen, og uenighed kunne bankes på plads. Den tid er forbi. Partiloyaliteten er mindre, og kravet om åbenhed og orden i penalhuset er større. Det er umuligt at standse en negativ flodbølge, når den først har fået tag i både de professionelle medier og de sociale medier.

Og så en sidste bemærkning da det nu er valgdag. Medierne har aldrig før haft så meget stof om Europa-Parlamentet og EU som ved dette valg. Der har været et stort udbud af faktuel information, og vi har kunnet se på vores website b.dk, at interessen for at søge viden om valget og folkeafstemningen om Patentdomstolen er stor. Men politikerne har ikke formået at hæve EU-debatten op på et visionært niveau. Det blev rigtigt meget til taktiske positioner og højtråbende skænderier om krimi-turisme, velfærdsturisme, børnecheck, klorkyllinger og cabotagekørsel. Men gå ud og stem alligevel i dag.