En af årets suverænt største tvangsauktioner løber snart af stablen.
Der er hverken tale om en villa, en lejlighed eller et sommerhus, men derimod et helt shoppingcenter, nemlig Tranekærcenteret i Randers, som netop er blevet begæret på tvang med en gæld på næsten 40 mio. kr.
Det skriver Boliga.dk.
De seneste år er der blevet længere og længere mellem salgene i det randrusianske center, og som en konsekvens af dette er der også blevet længere mellem butikkerne.
Planen var ellers, ifølge Randers Amtsavis, at man med en gennemgribende ombygning, og ikke mindst tilførslen af en SuperBrugsen, ville forsøge at holde skruen i vandet på centeret.
Dette lykkedes dog ikke, og den nye ejer af butikscentret skal ifølge beskrivelsen i salgsmaterialet på tvangsauktioner.dk være beredt på at give bygningen en kærlig hånd.
80’er-center vurderet til millioner
Siden 1989 har borgerne i Randers kunnet handle i butikkerne i Tranekærcenteret, der samlet set rummer 4.944 kvadratmeter erhvervsareal.
I dag er godt halvdelen af lejemålene i centeret udlejet, blandt andet til en frisør, en sportsbar, flere telebutikker og en danseskole.
Centeret er ifølge den offentlige ejendomsvurdering vurderet til 39 millioner kr. i 2012, og for interesserede bydere afholdes første auktion den 24. august kl. 9.