Telenor vil fortsætte med at være aggressive i deres forsøg på at kapre kunder fra andre telefirmaer, og senioranalytiker i Sydbank, Morten Imsgard, skyder på, at den strategi vil give telegiganten 20-25.000 nye kunder hvert kvartal i 2015.
»Pilen peger opad for deres kundebase. Jeg forventer ikke, at Telenor bliver mindre aggressive, før fusionen med Teliasonera er afklaret, og det vil betyde flere mobilkunder i 2015,« siger Morten Imsgard.
Det er især TDC, der har mistet kunder i 2015, og mens TDC mistede 21.000 mobilkunder i sidste kvartal, har Telenor altså fået 24.000 nye i samme periode. Men strategien har ifølge Morten Imsgard en udløbsdato.
»TDC har lidt mere langsigtede briller på, og det vil gøre ondt på dem i et stykke tid. Men de er nødt til at vise sig som den fornuftige, stabile spiller på det danske marked. Der er intet, der tyder på, at nogen firmaer vil skifte strategi, før fusionen mellem Teliasonera og Telenor er afklaret,« siger Morten Imsgard.