Som den ene halvdel af den tegnende satireduo Wulff-morgenthaler, er Mikael Wulff lige nu aktuel med en kogebog, en kalender og årest bedste striber. I sit kulturliv foretrækker han glade, finkulturelle film, musik der ikke spilles live, og at spise god mad med sine venner, både ude og hjemme.
Glade og finkulturelle film
Jeg ser alle film, der ikke minder mig om livets rædselsfulde kendsgerninger som død, sygdom og den rene meningsløshed. Jeg foretrækker at komme gladere ud af biografen, end jeg var, da jeg gik ind i den. Pligtskyldigt kan jeg godt bevæge mig ind og se noget finkulturelt, f.ek.s en Cannes-præmieret rumænsk film eller noget af Michael Haneke (østrigsk filminstruktør, som er aktuel med »Amour« red.). Jeg har ikke set en ekstraordinær ny film i lang tid, men ser frem til »The Master« af P. T. Anderson.
I mit barndomshjem var der fyld af bøger, aviser og magasiner, de var overalt. Hvorfor jeg læser, ved jeg ikke, men det har jeg gjort hele mit liv. De seneste forfattere, jeg har læst er Jennifer Egan, Rune Lykkeberg, David Mitchell, Milan Kundera og Kristian Bang Foss.
Jeg har det højest sandsynlige helt fejlagtige princip, at musikernes absolut bedste version af deres værker, må findes på deres udgivne versioner, altså på albummet. Så hvorfor se og høre det i ringere version live? Derfor går jeg sjældent til koncerter, men jeg oplevede dog et Kim Larsen kopiband i sommer en aften på en café i Tisvilde. Da de spillede »Tarzan Mamma Mia« opstod der uimodståelig kollektiv eufori, og alle deltog spontant i et menneskeligt futtog, der slangede sig gennem natten. Det var smukt.
Mit primære samvær med mennesker foregår siddende omkring et bord, hvor der serveres en del mad og væsker af varierende art. Men jeg indtager også en del føde udenfor mit hjem. Jeg kan især godt lide Kadeau, både på Bornholm og i København, Søllerød Kro, Pluto, Granola, Kødbyens Fiskebar, Formel B, Toldboden Bodega og Le Sommerlier.
Jeg har set en del stand-up i tidens løb. Ikke alt er lige godt, men jeg synes, der er en udtryksform, der kan noget med sin umiddelbarhed og sin individualitet, som gør, at den stadig er værd at følge. Både de etablerede som Anders Matthesen og de allernyeste, der forsøger at finde deres personlige stemme en mandag aften foran 30 mennesker på en lille, ramponeret café langt ude på Nørrebro. Præmissen ved stand-up - et menneske stiller sig op og begynder at tale og folde sig ud og skal træde i karakter - kan stadig fascinere.
Jeg mangler stadig at rejse til Tokyo, Buenos Aires og se et eller andet vanvittigt råt og bevidsthedstransformerende natur langt oppe i nogle bjerge i Peru eller noget i den stil. Når de destinationer er blevet besøgt, går tingene i stå, og jeg vil ikke opsøge flere nye oplevelser og finde to-tre steder, jeg fremover vil vende tilbage til. Det lover jeg.