Her på avisen har vi en kunstforening, hvor medlemmerne en gang om året har mulighed for at vinde de kunstværker, som er indkøbt, og som løbende bliver hængt op rundt omkring i vores ellers så anonyme storrumskontorer. Foreningen er en stor succes og minder meget om lignende medarbejdertiltag på andre arbejdspladser landet over.
Men det er åbenbart ikke godt nok. For skal man tro kulturminister Marianne Jelved (R) og Socialdemokraternes energiske kulturordfører, Mogens Jensen – der tidligere på året også ville have os til at synge mere på arbejdspladserne – så kan landets virksomheder gøre meget mere for at udbrede kendskabet til kunst og kultur. Det er nemlig – oh, gisp! – op imod hver tredje dansker, som slet ikke eller kun i meget lille omfang benytter sig af kulturtilbud.
Til Berlingske fortæller Jelved om, hvordan hun har nedsat et udvalg, der skal undersøge mulighederne for at udnævne – hold nu fast – »kulturambassadører på private og offentlige arbejdspladser«. Og Mogens Jensen håber, at det kan være med til at forpligte virksomhederne til at fremme kunst og kultur, så også denne uoplyste tredjedel af befolkningen kan blive berørt af kulturens saliggørende vindstød.
Frivilligt, naturligvis – men alligevel er det ikke til at misforstå, at Jelved og Jensen ser det som en kulturpolitisk væsentlig disposition at sikre kultur til alle. Dermed lægger de sig fint i forlængelse af, hvad der synes at være den nuværende regerings generelle tilgang til mange ting, nemlig: »Vi ved godt, hvad der er godt for Jer, og hvad der skal til, for at I kan fungere optimalt som borgere i dette samfund, men det ser ikke ud som om, at I alle sammen er helt med på vores bølgelængde, så nu sætter vi gang i en masse velmenende indsatser – fra børnekørekort til kulturambassadører – og mon ikke vi så kan få Jer allesammen kultiveret lidt mere!«
Ingen tvivl om, at virksomheder sagtens kan have gavn af kunst og kultur, og mange steder er det allerede en aktiv del af personalepolitikken, ligesom der – som vi har tradition for her i landet – findes mange kunst og kulturforeninger, der er opstået på arbejdspladser. Det er glimrende, men det er altså svært at se, hvorfor det skal være en offentlig opgave at få erhvervslivet til at fremme kunst og kultur yderligere.
Man kan samtidig spørge, om det virkelig er på sin plads, at Jelved og Jensen på paternalistisk vis – og nu bliver det lidt polemisk, jeg ved det godt – vil til at proppe kunst og kultur ned i halsen på folk, mens de er på arbejde. For, hånden på hjertet, det er jo ikke fordi, folk ikke er klar over alle de mange kulturtilbud, der er: de vælger dem bare fra.
Det er muligt, at vi er rykket fra en åndskultur til en underholdnings- og kropskultur, men det kan og skal en håndfuld kulturambassadører ikke rette op på.