Vi kender dem fra TV, Krysters Kartel, fire-banden som har karikeret alskens tabere fra den nederste spids af det danske samfundshieraki siden 2009.

Priser har de fået, skuespillerne Christine Exner, Laura Kvist, Troels Malling og Brian Lykke og det usynlige femte medlem, manus-forfatter og instruktør Jesper Rofelt. Hvorfor det synes ganske naturligt, at lade forstadskøbenhavnerne Sanny og Jeff fyre den af med breezere, Cut’N’Move, simili-bling og bruncreme på en »rigtig« scene foran et levende publikum.

Naturligvis side om side med den træge, næsten stillestående forskningsassistent fra Aarhus Universitet Johannes og hans mere fyrige kæreste, evighedsstudinen Kitte, den tidligere thailandske stripper m.m. Pong, der nu hedder Nielsen til efternavn og har adresse i Esbjerg. Samt den sure, dybt angste og altid kværulerende Carsten fra Aalborg, den lidt tarvelige pornoskuespillerinde Lene, den altid grotesk syge Thøger. Med flere forstås.

Vi kender dem, og gjorde vi ikke det, var de kun halvt så sjove, hvis overhovedet.

For det er efterhånden blevet en tradition i nyere dansk TV-komik - og stand-up for den sags skyld - at tale sig langt ned under bæltestedet og krydre efter med parodier på såkaldte tabere med dårlig tøj, latterlige frisurer, minimal omtanke og en stereotyp, banal adfærd. Man klukker fremdeles af proletarerne Jeff og Sanny, spillet af Laura Kvist og Brian Lykke, når de udbreder sig om hverdagen på det familieejede værtshus Grotten, hvor de spiller Klamydia-bingo, drømmer om ferier på Gran Canaria og af deres gymnastiske look, der minder om sager løftet fra børne- og ungdomsafdelingen i H&M for 17 år siden. Men det er også nemt. Lige så orker man knap nok at se Pong Nielsen skyde bordtennisbolde og juleøl ud af skrævet til dårlig techno.

Det er for nemt og for plat.

Det underspillede og det fysiske

Men jeg elsker derimod Troels Malling og Christine Exner som uni-nørderne Johannes og Kitte. De behøver egentlig ikke sige noget, og det gør de næsten helller ikke, for deres mimik og kropssprog siger mere end tusinde ord. I samme dur fortjener samme Exner og Lykke en salve for portrættet af det koldingensiske par Vips og Jonas, sidstnævnte en kold og glat spejderdreng af rang. Han er formand for Kolding Fuglelaug, og er svært tilfreds med, at han på Vips’ fødselsdag kvitterede med denne storsindede gave: at nedskrive hendes gæld med 125 kr.

Især Malling, Exner og Lykke er højt begavede komiske talenter på hver deres måde, de to førstnævnte mestrer det underspillede mens Brian Lykke er anderledes fysisk i sin fremtoning, hvilket netop er årsagen til, at spillerne klæder hinanden så godt. Og når de får materiale, der matcher, er Krysters live fabelagtigt.

Når materialet halter, specielt når det bliver for banalt og for tydeligt, ja, så falder komikken pladask på maven. Præcis som på TV.