Fire mennesker blev skudt og dræbt i Østrig, da en formodet krybskytte tirsdag modsatte sig en anholdelse i Østrig. Det blev begyndelsen på en flere timer lang menneskejagt, der endte på den formodede krybskyttes gård.

Nu viser billeder fra østrigsk politi, hvor stort et våbenlager den 55-årige jæger havde samlet sig. På et andet politi-billede ser man et værelse fra gården fyldt med gevirer.

Dramaet udspillede sig over godt 24 timer fra natten til tirsdag 17. september frem til natten til onsdag, hvor politi og hæren gennem flere timer jagtede Alois Huber fra et skovområde sydvest for Wien til mandens gård 70 km. længere nordpå.

Alois Huber forskansede sig på gården ved middagstid og skød adskillige gange ud mod de cirka 100 politifolk, som havde omringet gården. Efter flere fejlslagne forsøg på at forhandle med Alois Huber, trængte specialstyrker om aftenen ind på gården. Her fandt de i et skjult rum et forbrændt lig, som politiet mener måtte være Alois Huber.
Inden aktionen på gården havde politiet bedt om hjælp fra den østrigske hær og dets militærkøretøjer, fordi Alois Huber i løbet af tirsdagen have brugt panserbrydende projektiler mod politiet.
 
Billederne, som politiet har frigivet, viser da også, at Alois Huber var en stor våbenentusiast og havde samlet sig et stort antal våben. Ifølge tyske Bild havde Alois Huber samlet sig et tre-cifret antal geværer, et antal kikkertsigter, der kunne se i mørke samt politi-scannere, så han kunne følge politiets samtaler.

Han er i flere østrigske medier blevet beskrevet som en ivrig jæger, der dog flere gange er blevet mistænkt for krybskytteri.