Kronprins Frederik har pådraget sig et brud i halsrygsøjlen i forbindelse med et trampolinspring. Det oplyser kongehuset i en pressemeddelelse.
Skaden betyder, at Kronprinsen skal gå med halskrave de næste 12 uger, hvorefter det forventes, at Kronprinsen er kommet sig helt efter skaden.
Og den behandling tyder på, at Kronprinsen er sluppet billigt fra uheldet. Det vurderer overlæge Gudrun Gudmundsdottir, specialeansvarlig for det neurokirurgiske rygområde ved Aarhus Universitetshospital.
»Det tyder på, at det ikke er et af de alvorligere brud, fordi man mener, det kan behandles med en halskrave. Det tyder på, at bruddet ligger godt til, at det kan hele,« siger Gudrun Gudmundsdottir, der understreger, at hun ikke kender til det konkrete brud, som Kronprinsen har pådraget sig, men udtaler sig generelt om frakturer på halsrygsøjlen.
Kronprinsen ærgrer sig over afbud
Halsrygsøjlen består af syv nakkehvirvler og des længere oppe mod hovedet, et brud er sket, des mere alvorligt er det typisk. Der kan derfor være store forskelle på, hvor alvorlige skader brud kan give.
På grund af uheldet har Kronprins Frederik måttet melde afbud til en reception fredag på Christiansborg Slot. Receptionen er for danske atleter, der har deltaget ved de Olympiske Lege og de Paralympiske Lege.
»Jeg er naturligvis ked af ikke at kunne deltage ved receptionen i dag. Jeg havde glædet mig til at fejre de danske atleters store, historiske præstation i Rio. Jeg ønsker deltagerne en god dag på Christiansborg,« skriver Kronprins Frederik i pressemeddelelsen.
Kongehuset forventer ikke, at episoden får yderligere konsekvenser for Kronprinsens officielle aktiviteter.
Uheldet fandt sted ved et privat arrangement i en gymnastiksal torsdag eftermiddag, oplyser Kongehuset.
