I 1997 sendte min studiekammerat Christian en kronik til denne avis. Den var skrevet i anledning af, at Allan Simonsen 20 år tidligere var blev kåret som Europas bedste fodboldspiller. Christian fik den retur: »For religiøs« – en forklaring, han var stolt over. Nu 16 år senere er Christian sikkert en af dem, som bliver ved med at sms’e Simonsen videre i Vild med dans. Der har været mange spekulationer om denne misogyne »blitzkrieg« mod det elskede program: Had-, hævn-, medlidenheds- og sågar klodshansmotivet har været vendt i læserbreve og blogs.
Svaret kan ikke skrives i ental. Måske ligger en del af forklaringen i programmets idé. Jeg støder næppe nogen ved at hævde, at Vild med dans er befolket af amatører. Som til en firmafest er gulvet besat af dansere, der enten kan lidt, meget lidt eller virkelig lidt. Med hjælp fra instruktører og dygtige klippere er det lykkedes at give seerne en forestilling om udvikling hos danserne. Men aldrig mere end en udvikling fra »middelmådig« til »lidt mindre middelmådig«. Det er dette amatørteater, som Allan Simonsen, en af danmarkshistoriens mest begavede fodboldspillere, deltager i. Selv da han i sin karrieres efterår med halvstive ben trissede rundt på VBs midtbane, lavede han ting, der efterlod de unge talenter målløse. Det er overflødigt at opremse hans meritter… ethvert gennemsnitligt begavet barn ved nu det, som for længst burde have været kanoniseret viden: At han var en af verdens mest strålende spillere og i 1977 officielt blev anerkendt som Europas bedste.
Læs også: Showet fortsætter for Allan Simonsen
Det er bevægende igen at se Simonsen på folkets scene. Han må om nogen kunne gennemskue, hvilket amatørshow, han er trådt ind i og selv bidrager til med sine næsten undskyldende trin. Det generte smil antyder en bevidsthed om, at han på denne arena er en lige så stor middelmådighed som de andre middelmådigheder, der med urkomisk entusiasme går op i, om de nu ruller 85 eller 90 procent forkert på foden.
I 1970’erne og 80’erne bar Simonsen sin storhed bag en maske af venlighed og en oprigtighed, der står i kontrast til de forlorne smil og krokodilletårer, vi mødes af i Vild med dans. Han er den samme i dag – han hverken vifter med sine bedrifter eller med den sandhed, som få ønsker at høre: At Vild med dans aldrig har været andet end en glitrende dilettantkomedie. Jens Werner kan flashe sine tænder nok så meget, mens øjnene desperat forsøger at smile med, Anne Laxholm kan sidde og rulle sin medbragte laksko på bordet fra nu af, og til Danmark vinder VM: Vild med dans er og bliver middelmådighedens gallafest.
Konceptets fundament er selvbedraget: Dommernes vigtigste opgave er at indpode deltagerne en tro på, at de kan trodse alle kunstens naturlove og i løbet af programmet vikle sig ud af middelmådighedens favntag. Alle midler tages i brug: titaller, tårer, tirader af superlativer. Konceptmagerne ved, at virkelighedens knitrende neonlys må nå ud til seerne gennem denne selvbedragets store laterna magica, så også de kan få del i den nye religion: Vi kan alle lære at danse til 4x10 og få Werner til at græde. I dét øjeblik, der går skår i dette gøglespil, vil templets søjler styrte sammen. Derfor er Allan Simonsen – den eneste ægte kendis, som har gæstet Vild med dans – så stor en trussel. Ikke blot mod danseprogrammet, men mod alle de underholdningsprogrammer, der hviler på forestillingen om, at man i den rette forklædning kan undergå en metamorfose fra middelmådighed til mester.
Læs også: Simonseeeeeen!
Den russiske filosof Mikhail Bakhtin brugte begrebet karnevalisme til at beskrive det fænomen, at vi klæder os ud og udfordrer klassedelingen og dermed naturens orden. Karnevallet blev – og bliver – holdt én dag om året og var ifølge Bakhtin af stor vigtighed for opretholdelsen af magten, fordi det fungerede som en ventil for det feudale samfunds sociale spændinger. Denne ene gang om året trådte man ud af bondeklæderne og ind i rollen som baron: Nu leger vi, at vi er noget, vi ikke er og aldrig kan blive. Det var en leg med en krystalklar scenografi, og man vidste, at de lovmæssige roller kun for en stund var opløst. Når festen er slut svøber man sig igen i hverdagens klæder, sådan er karnevallets præmis.
Spørgsmålet er, om der er forskel på at give klovnen krone på og lade ham sole sig i massernes latter og opildnende råb, mens han ter sig som en hysterisk despot, og på at give en kvasikendis et par dansesko på og bilde ham ind, at han kan danse. Eller et par skøjter og bilde ham ind, at han kan danse skøjtedans. Eller en dirigentstok og bilde ham ind, at han kan styre et orkester. I årevis har vi taget del i denne obskure mediemaskerade. Med Vild med dans, X Factor, Stjerner på is etc. er der opstået en kronisk karnevalisme: På begge sider af skærmen er vi blevet bildt ind, at masken ikke kun er til låns… hvis du virkelig vil, kan du sagtens blive konge. Peter Ettrup Larsen, dirigent og dommer i DR’s Maestro, kom engang for skade at sige det uudsigelige. En af deltagerne havde lært at slå 4/4 med takststokken, hvortil han lakonisk – og stik mod alle uskrevne regler – konstaterede: »Så skal du bare øve dig i 10.000 timer, så begynder det at ligne noget.« Der blev hastigt klippet videre, Ettrups ord druknede i de jappede toner af Champagnegaloppen og den stående applaus fra et begejstret publikum. Hjemme i stuerne kunne vi trygt fortsætte nedtællingen til næste sæson af Vild med dans.
Og så er det, at der midt i det hele står en lille mand, det tætteste, vi kommer en konge uden blåt blod, og smiler let overbærende ad det hele, ad Hübbes ettaller, ad Laxholms rullende laksko, ad os alle sammen. Er det derfor, jeg trofast stemmer ALS? For at støtte den lille mands underspillede frontalangreb på underholdningsbranchen og tilkendegive min modvilje mod konceptets kommercielle forsøg på at ophøje dilettanter til eksperter? I fryd over, at Simonsens sikre sejre med tilbagevirkende kraft endegyldigt udstiller, hvilket tomt program, der gennem et sekel har fyldt de danske hjem?
Læs også: Vi stemmer på personen
Jeg kunne ikke være mere ligeglad. Forklaringen skal findes foran fjernsynet i mit barndomshjem. Her så jeg i 1983 Phil Neil tage bolden med hånden, lige som Simonsen lagde an til skud. Jeg hørte Svend Gehrs’ »Og Allan Simonsen DER ER STRAFFESPARK«… så ham lægge bolden til rette – »Åh, hvor ville det lune med et dansk mål nu« – det fjerlette næsten ydmyge tilløb mod bolden akkompagneret af en øredøvende pibekoncert, skuddet – »JAAEE, den sidder helt sikkert. Danmark er foran med 1-0« – Simonsen som falder på knæ. Gehrs der andagtsfuldt stanser hver en stavelse ud: Al-lan Si-mon-sen. Og rullende på gulvet: Min bror og jeg i omfavnelse. Min far fanget i et brøl med næverne knyttet mod himlen uden at vide, at han i det øjeblik blev fanget i et uudsletteligt billede. Malet frem på erindringens lærred af ALS.
Samme fjernsyn. EM84, Parc des Princes, Simonsen i tackling, skinnebenets voldsomme møde med le Roux’ knopper, ansigt fortrukket i smerte, Preben Elkjær ude af sig selv. Og så er der ikke mere at sige. Selv nu, på 30 års sikker afstand, slår mit sprog ikke til – end ikke et gensyn på Bonanza kan jeg klare, blot lydsporet giver akut mavepine og smerter i venstre skinneben. Den juniaften i 1984 tog Allan Simonsen en hel fodboldgenerations lidelser på sine skuldre, da han uselvisk ofrede sig i kampen. Den aften i ´84 overdøvede det store Knæk alt andet, selv vores taknemlighed. I de sidste uger har Christian, jeg og tusinder af voksne mænd stavet tak ALS.
Jeg beklager, Werner, Laxholm, Bendix, Hübbe og alle jer, der jo bare elsker Vild med dans: Jeg kan simpelt hen ikke se, at Allan danser dårligere end Uffe Holm. Når tv’et bliver tændt fredag aften, forsøger jeg oprigtigt at bevare en kølig distance til denne – indrømmet – underholdende dilettantkomedie. Men… så snart den lille mand med de varme øjne og den ydmyge vuggende gang glider ind på skærmen, bliver billedet grumset, Elming lyder som Gehrs, gulvet er Wembleys grønne plæne, der indrammer Europas smukkeste fodboldspiller. Han sidder på knæ, og svagt fornemmer jeg min fars brøl.