Vi lever i magtesløshedens tid. En magtesløshed, der kommer af misforholdet mellem de ressourcer, som er til rådighed for en moderne stat eller moderne virksomhed, og de løsninger, som politikere, embedsmænd og forretningsfolk synes i stand til at producere.

Selv om sundhedsvæsnet har fået øget bevillingerne med cirka 60 mia. kr. siden 2000 (OECD, konstante 2010-priser, 2000-2015), får patienter på en hospitalsafdeling i Køge mere beroligende medicin, så personalet kan få deres arbejdsdag til at hænge sammen.

Dette problem er ikke unikt for den offentlige sektor. Apple er blevet et af verdens førende IT-firmaer med indtægter på 233 mia. dollars i 2015 i kraft af produkter, som betød nye måder at leve med teknologi på, men iPhonen og iPaden havde været på tegnebrættet længe. Apple har ikke lanceret et virkeligt nyt produkt i årevis, og konkurrenterne har kritiseret firmaet for ikke at have udviklet sine computere siden 2012 – de er blot blevet pakket endnu pænere ind.

Militære nederlag kan ikke på samme måde pakkes ind i space clack aluminium. Afghanske soldater kan kun holde Lashkar Gah i Afghanistan med massiv amerikansk luftstøtte. Det er et udtryk for, at Taleban er ved at overtage den provins, som 37 danske soldater er faldet for at forsvare.

Ledere kan føle sig magtesløse, når et forsvarsbudget på over 600 mia. dollars ikke kan købe en sejr, eller når en investering på 60 mia. kr. ikke kan give tilfredse patienter. At embedet ikke giver magt som forventet, er én ting, men at almindelige mennesker også føler sig magtesløse er en ganske anden.

Finanskrisen er måske ovre, når man ser på de økonomiske nøgletal, men følelsen af krise er her stadig. Den magtdemonstration, der lå i, at særligt de amerikanske banker kunne køre økonomien i sænk og bagefter blive reddet af statskassen, viste folk, at deres privatøkonomi var jetoner i et kasino, hvor banken altid vandt.

I Europa blev denne desillusion over markedsøkonomien koblet til mistillid over for EU. I 2006 havde 50 procent af europæerne ifølge Eurostat en positiv opfattelse af EU. I 2016 var tallet faldet til 34 procent. Fælles mønt og marked lovede økonomisk vækst, mens europæerne oplever en ungdomsarbejdsløshed på 21 procent og nedskæringer på de offentlige udgifter.

Det efterlader borgerne magtesløse. Det var præcis den magt, som briterne så muligheden for at erobre tilbage ved folkeafstemningen 23. juni. Når Nigel Farage kunne proklamere »dette er vores uafhængighedsdag«, lavede han ikke blot en uheldig reference til en film, hvori London bliver lagt øde af rumvæsner, men skrev sig også ind i en britisk historie om at gøre oprør mod en uretfærdig statsmagt. Det stolteste eksempel på den tradition er USA, hvis uafhængighed netop er centrum i Donald Trumps valgkamp. Magtesløshed er en urolig følelse, og uro er en følelse, som bliver siddende i kroppen og former ens reaktion på alle begivenheder. Trump er både i form og indhold en uroens politiker. Hillary Clintons ro signalerer magt, mens Trump, præcist som Farrage, Le Pen og deres ligesindede med deres uro udtrykker de magtesløses afmagt.

Hvad kan være mere demokratisk, end at give de magtesløse magt? Når Pia Kjærsgaard (DF) fordømmer den danske elite for at være »dominerende, rethaverisk og ignorerende«, så er det netop et demokratisk problem, som Folketingets formand formulerer: I et demokrati bør lederne være ydmyge, åbne og opmærksomme.

Om Pia Kjærsgaards eget parti kan leve op til de krav, er mindre væsentligt end spørgsmålet selv. Hvis eliten ikke kan imødekomme befolkningens krav, er den ikke elite længe. Det er eurokraternes grundlæggende problem.

Har embedsmændene på Slotholmen det samme problem?

»I min optik har man nået et kritisk punkt,« siger tidligere finansminister Bjarne Corydon til Zetland, »den offentlige sektor er under et stort pres i forhold til talent (...) Og vi kan identificere et paradoks, for embedsværket drænes for talent samtidig med, at det rykker ind i centrum af det hele.«

Både den tidligere finansminister og den nuværende formand for Folketinget taler om uddannelse. Pia Kjærsgaard om dannelse – og de værdier, som den giver magthaverne i samfundet. Bjarne Corydon taler om hvilket talent – eller hvor godt uddannet magthaverne er til at forvalte deres magt. I deres udsagn ligger en udfordring for alle, som uddanner ledere – og ikke mindst en udfordring for statskundskabsinstitutter som det, jeg arbejder på.

Når de nye studerende starter på deres studier i disse dage, så er universitets vigtigste opgave at sørge for, at de efter endt uddannelse ikke står magtesløse over for samfundets udfordringer, og at de kan tage et ansvar for dem, der føler sig magtesløse i udviklingens stormvejr.

At erkende magtens begrænsninger er forudsætningen for at skabe resultater, som er andet end et ekstra skud beroligende medicin for at mindske uroen i samfundets krop.

De fleste samfundsvidenskabelige uddannelser er produktet af den optimistiske tro på, at med den rette plan og de rette ressourcer kan en stat eller et firma udrette, hvad det ønsker. Som generaler længe har vidst, så overlever ingen plan mødet med virkeligheden. I stedet for at undre os over, at 60 mia. kr. ikke i sig selv giver tilfredse patienter eller glade læger, skal vi lære, hvad betingelserne for succes er i hospitalets særlige virkelighed. En virkelighed, som de ansvarlige tydeligvis ikke selv kan forandre med øgede bevillinger, men hvor enhver forandring ikke desto mindre forudsætter, at de kan stå inde for den. Den største succes i den type strategiarbejde er, hvis overlægen anerkender scient.pol.’ens faglighed. Og den eneste måde, at hun kan gør det på, er ved at se, at det virker. Hvis DJØF’er skal være andet end et skældsord, må det være i kraft af konkrete resultater.

Det hedder netop statskundskab, fordi viden om magt giver en særlig kunnen. Det er en kunnen, som i disse år bliver mere og mere vigtig i private firmaer, der skal operere i en kompliceret og global markedsplads, hvor man skal tænke politisk på en måde, som man ikke altid behøvede før.

Den politiske kunnen skal stå på egne ben i andre sammenhænge end dem, vi kender fra Slotsholmen. Hvis man »kan magt«, kan man også forholde sig til, hvordan magten bruges retfærdigt – man kan med Pia Kjærsgaard kalde det magtens dannelse. Magtens dannelse er måske den største læringsudfordring, fordi diskussionen ofte kun kan finde sted i det frirum, som universitetet giver, men kun bliver relevant, hvis diskussionen foregår inden for rammen af konkrete udfordringer og erfaringer.

Det er en væsentlig grund til, at universitetet i endnu højere grad skal inddrage erfaringer som dem, Bjarne Corydon giver udtryk for, i undervisningen. Her er det en særlig værdi, at så mange statskundskabsstuderende gennem studiearbejde og arbejde i frivillige organisationer får personlige erfaringer med deres fag, mens de læser.

Magtesløshedens tid er først forbi, når de vestlige samfund finder nye svar på nye udfordringer, i stedet for stadigt mere forkrampet at forsøge at bruge gamle løsninger til nye problemer. Hvordan vi finder nye svar er faktisk noget, som man kan undervise i, og selv om det ikke i sig selv løser hverken Danmark, Europa eller resten af verdens problemer, så er statskundskab en del af svaret, en del af løsningen.