Kritik af nyt DR-drama: »Jakob Ejersbo havde næppe været glad«
DRs dramatisering af Jakob Ejersbos roman »Liberty« rammer ikke bare ved siden af romanens intentioner, men hele dens essens, mener kritiker. DRs tidligere dramachef er ikke overrasket.
DRs dramatisering af Jakob Ejersbos roman »Liberty« rammer ikke bare ved siden af romanens intentioner, men hele dens essens, mener kritiker. DRs tidligere dramachef er ikke overrasket.
Forud for premieren på DRs nye dramasatsning »Liberty« på søndag, får serien kritik for fundamentalt at ændre romanens præmis. »Liberty« bygger på den afdøde forfatter Jakob Ejersbos roman af samme navn, og mens det litterære forlæg er bygget op om to hovedkarakterer, den danske dreng Christian og den tanzaniske dreng Marcus, hvoraf sidstnævnte i en indre monolog fortæller om sit møde på godt og ondt med en gruppe af danske og svenske ulandsarbejdere i den nordtanzaniske by Moshi.
I TV-serien, der er bearbejdet af filminstruktøren Asger Leth, er Marcus blevet reduceret til en figur i et ensemble af karakterer. Ved at mindske hans unikke afrikanske blik har DR kompromitteret en af romanens hovedintentioner, mener kritikere.