Europas ydre grænser har ikke været godt nok beskyttet, og derfor er EU-landene nødt til at arbejde bedre sammen.
Sådan lyder det fra udenrigsminister Kristian Jensen (V), efter han de seneste dage har drøftet den akutte flygtningekrise i Europa med EU-landenes udenrigsministre på et møde i Luxembourg. Den danske minister efterlyser et større, fælles ansvar fra EUs side.
»Lige nu handler det om, at Europa arbejder bedre sammen om en fælles grænsebeskyttelse. Det frontex, vi har, og som skulle arbejde sammen om at sikre Europas ydre grænser, har ikke fungeret stærkt nok,« konkluderer han og tilføjer:
»Vi er også nødt til at hjælpe med at lave en registrering af de mennesker, der kommer hertil, og en vurdering af, hvorvidt det reelt er flygtninge, eller det er migranter, der er på vej efter en bedre økonomisk tilværelse. De første skal vi beskytte, de andre skal vi sende retur til deres hjemland.«
Mødet i Luxembourg sluttede på dagen, hvor mere end 6,000 migranter ifølge Reuters ankom til Østrig, og hvor tysk politi indstillede sig på at tage imod op til 10.000 flygtninge. Indvandringen i de to lande sker i kølvandet på, at Tyskland og Østrig sent fredag aften besluttede at åbne grænserne for flygtninge, som den seneste tid har opholdt sig i noget nær kaos i Ungarn. En beslutning, som Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen (DF), finder »usolidarisk«.
»Det er et problem, at en række lande - især Tyskland fører en politik, som tiltrækker folk. Vi kan jo høre fra mange af dem, der kommer ind via Ungarn, at de vil videre til Tyskland. Dermed har Tyskland placeret sig på en sådan måde, at landet meget vel kan være med til at forstærke den samlede tilstrømning til Europa, og det, synes jeg simpelthen, er udtryk for manglende ansvarlighed midt i den alvorlige krise, vi står i,« siger Martin Henriksen.
Adspurgt om, hvorvidt Kristian Jensen giver DF-ordføreren ret i, at det er usolidarisk, svarer udenrigsministeren:
»Jeg tror, de billeder af de ulykkelige situationer, vi ser af mennesker i nød undervejs, skærer i hjerterne på os alle sammen. Derfor skal man passe på med at kritisere. Men man skal også passe på med, at man ikke skaber falske forhåbninger. Altså en forhåbning om, at folk, der ikke er forfulgt, men bare er på jagt efter et bedre liv, kan få åbne grænser ind i Europa. For der er ingen mulighed for, at vi kan tage hånd om dem alle sammen,« siger Kristian Jensen.
Selv om udenrigsministeren savner en konkret EU-strategi for flygtningekrisen, tvivler han ikke på, at flere midler til nærområderne er vejen frem.
»Vi har allerede betalt over en milliard kroner til indsatsen i nærområderne, siden konflikten startede for nogle år siden, og vi vil udmønte endnu flere midler hurtigst muligt. På den måde kan vi hjælpe folk, der er i nød, og vi kan sikre, at de ikke presser sig herop. Og så vil der i de kommende uger komme en række initiativer og forslag fra EU-Kommissionen og nye møder i ministerkredsen for at se på, hvad vi gør for at sikre, at Europa har et svar på at håndtere den krise, vi står i,« forsikrer han.