Efter det italienske parlamentsvalg har en velkendt tese igen fået medvind i brede kredse: Det er ikke de hjemlige problemer, men derimod en udefra påduttet, ensidig sparepolitik, som har ført til valgets resultat. Denne »sparekurs« er imidlertid blevet fravalgt. Og derfor kan man hurtigt og bekvemt skabe fornyet vækst gennem lånefinansierede budgetudvidelser.

Denne opfattelse er forkert af to grunde. For det første har de lande i eurozonen, som blev ramt særligt hårdt af krisen, trods betydelige problemer hidtil valgt regeringer, der har forfulgt en solid stabilitetskurs. Det gælder for Spanien og Portugal såvel som for Irland og Grækenland. Også den nye regering i Cypern har varslet strukturreformer. Og i Italien har selv Silvio Berlusconi valgt at følge Mario Montis reformkurs, om end det skete sent og halvhjertet.

For det andet kan begrebsparret »sparekurs eller vækst« måske nok anvendes som politisk slogan, men som beskrivelse af reelle alternativer er det ikke meget bevendt. Hvis man påstår, at sparepolitik og vækst er uovervindelige modsætninger, så antager man samtidig, at vækst kun kan opstå som følge af ny gældsstiftelse. Men vi har længe vidst, at statslige udgifter, som finansieres ved hjælp af lån, i bedste fald kan afstedkomme en kortvarig vækst, men langtfra et vedholdende opsving. Og dertil kommer, at en stadigt voksende statslig gæld før eller siden vil udløse et sandhedens øjeblik, hvor markederne mister tilliden til den pågældende stats likviditet. Og intet er værre for en stat end at blive helt og aldeles afhængig af finansmarkederne.

Så 2013 kan udmærket blive det sværeste kriseår for Europa. Ganske vist viser reformerne allerede de første resultater, og en ny tillid er ved at vokse frem på finansmarkederne, mens budgetunderskuddene og ubalancerne i eurozonen udlignes. Men det kræver tid, før disse tidlige varsler om et opsving udmønter sig i den reelle verden. Eurozonen hænger stadig fast i krisen. Ungdomsarbejdsløsheden er i visse lande steget til et uantageligt niveau.

I virkeligheden står vi i Europa over for følgende alternativ: Enten fortsætter vi vores politik med den harmoniske treklang af solidaritet, vækst gennem bedre konkurrenceevne og budgetkonsolidering, eller også falder vi tilbage i den gamle, håbløse politik med gældsætning.

Det sidste ville være fatalt. For der består en ubestridelig sammenhæng mellem solid finanspolitik, vækst og beskæftigelse. Overalt, hvor reglerne for soliditet ikke overholdes, hersker der i dag den største arbejdsløshed – fordi ingen tør investere der. Hvis vi derfor falder tilbage i det gamle mønster med gældsætning, vil det ikke gavne på nogen måde; tværtimod vil det cementere en massearbejdsløshed i Europa mange år og årtier ud i fremtiden.

Der findes ingen smutveje og ingen lette snuptagsløsninger, der giver øget konkurrenceevne. Denne erfaring har vi gjort os i Tyskland. Det afgørende er den rette blanding af sammenhængende reformer – de kræver ganske vist tid, men de virker.

Lige så vigtigt er det, at folk ikke mister troen på, at medicinen virker. Derfor må bekæmpelsen af arbejdsløsheden – og ikke mindst ungdomsarbejdsløsheden – have absolut topprioritet på den europæiske dagsorden. At være arbejdsløs er en tragedie for den enkelte, ligesom det er en tragedie for samfundsøkonomien. Intet land kan tillade sig den luksus at spilde borgernes arbejdskraft og inspiration.

Af største vigtighed er reformer, der moderniserer arbejdsmarkedet og skaber øget mobilitet. Det er også pinedød nødvendigt at investere mere i uddannelse og forskning. Tyskland kan her hjælpe med via et tæt samarbejde i erhvervsuddannelserne. Som det er tilfældet i Tyskland bør der overalt i Europa gives særligt gunstige vilkår til virksomheder, der skaber nye arbejdspladser. Her spiller organisationer som Den Europæiske Investeringsbank en nøglerolle.

Vi må hele tiden bestræbe os på at være reformberedt i Europa, og det gælder selvsagt også for Tyskland. Vi er måske nok kommet bedre gennem krisen end mange af vore europæiske partnere og klarer os bedre end nogensinde på de globale markeder, men det er kun tilfældet, fordi vi forstod at gribe rettidigt ind og gennemføre en række delvis smertelige reformer. Vi påbegyndte sådan set konsolideringspolitikken i begyndelsen af 2010. Derfor er vi ikke endt i krisens psykologiske svikmølle.

Det ville imidlertid være en alvorlig fejl at tro, at Tyskland dermed er immun over for kriser i al evighed, og at vi derfor ikke behøver at gennemføre nye reformer. Vi må minde os selv og hinanden om, at det ikke er mere end en halv snes år siden,

Tyskland blev omtalt som »Europas syge mand«. Derfor satser forbundsregeringgen i Berlin af al magt på sunde statsfinanser, herunder et afbalanceret budget i 2014, og fortsætter reformkursen med henblik på at styrke konkurrenceevnen. Og vi styrker ikke mindst efterspørgslen og dermed eksportmulighederne for vores europæiske partnere. Dertil kommer, at vi tilbyder unge, velkvalificerede europæere gode perspektiver på det tyske arbejdsmarked. For vi ved, at det ikke i længden vil gå den tyske økonomi godt, hvis vores europæiske partnere bliver ved med at halte bagefter.

Det europæiske skib er nået til et kritisk punkt. De farligste klippeskær er rundet, men havnen er endnu ikke i sigte. Hvad der er vundet i tillid, må ikke igen sættes over styr. Vi må finde den politiske styrke til at fortsætte stabilitetspolitikken.

Oversættelse: Lars Rosenkvist