Kultur- og kirkeminister Bertel Haarder (V) sortlister »rabiate imamer, som spreder dødskult«. Martin Henriksen (DF) vil kriminalisere rådgivning i sharia. Pia Olsen Dyhr (SF) vil frigøre nydanske kvinder ved at fratage dem kontanthjælpen. Men har vi overhovedet forstået, hvad imamernes sharia er for noget?

Det paradoksale i hele denne debat er, at ikke engang muslimer er enige om, hvad sharia består i. Hvis vi spørger i Grimhøjmoskeen, hvor jeg har foretaget en stor del af min forskning, får vi besked om, at sharia skal forstås som en form for lovgivning, der dækker både store og små aspekter af livet, inklusiv måden man beder på, klæder sig, bevæger sig, taler, sover og spiser på. Ikke desto mindre indeholder sharia et centralt påbud om, at man skal underordne sig majoritetens lovgivning, hvis man bor i et ikke-muslimsk land. Grimhøjmoskeens muslimer vil derfor hævde, at sharia netop påbyder muslimer i Danmark at følge dansk lovgivning. Dog vil de sige, at hvis dansk lovgivning påbød dem at gøre ting, der var i direkte modstrid med islamisk sharia – såsom et lovkrav om at spise svinekød – vil det være nødvendigt at bryde med denne lov.

Hvis vi spørger imamer fra andre islamiske traditioner, vil nogle sige, at sharia snarere skal forstås som en form for spirituel og etisk livsvejledning, og at der ikke er nogen tvang – at det er en form for guide, som man kan vælge at knytte sig til. Fra min forskning blandt unge sufier i Cairo ved jeg, at de vil sige: Nej, sharia har slet ikke noget at gøre med hverken lov eller leveregler. Sharia i deres fortolkning betyder »vejen til kilden«. »Haram« og »halal«, som normalt oversættes til forbudt og tilladt, handler for dem overhovedet ikke om regler. Der er ingen regler, siger de, kun kærlighed.

I den offentlige debat er der et stort antal kommentatorer, som udtaler sig i faste vendinger om, hvad muslimernes sharia-lov består i, og hvorvidt sharia er årsagen til, at muslimer skulle være særligt voldelige, kriminelle og middelalderlige. Vi hører eksempelvis påstande om, at islams regelsæt forbyder muslimer at fortolke deres religiøse tekster. Har man brugt blot et par dage i en moske, vil man vide, at fortolkningen af Koranen og fortællingerne om profeten konstant er til debat, og at muslimer indbyrdes er uenige om, hvad sharia er, og hvordan sharia skal udfoldes. Som antropolog og islamforsker kan jeg derfor alene udtale mig om, hvordan sharia bliver fortolket af forskellige muslimer, og hvad sharia bliver brugt til i konkrete situationer.

Bliver sharia brugt til at undertrykke kvinder? Svaret er ja, i mange tilfælde. Vi har set grelle eksempler på kvindeundertrykkelse legitimeret med sharia i lande som Saudi-Arabien, Afghanistan og Iran. Men bliver sharia brugt til kvindeundertrykkelse i danske moskeer?

DR2 gav os i torsdags et indblik i, hvordan mange nydanske kvinder kæmper mod patriarkalske og undertrykkende familiestrukturer. I marts skildrede TV2 i »Moskeerne bag sløret«, hvordan imamer tilsyneladende opfordrer til stening af utro kvinder, hustruvold, flerkoneri og tvangssex, samt at børn skal slås, hvis ikke de beder fem gange om dagen til Allah. Når journalister kan dokumentere så voldsomme udtalelser i muslimske miljøer, er det eneste rigtige så ikke at svare igen med forbud? Bør vi ikke forbyde moskeerne og deres sharia? Eller måske skulle vi simpelthen, som integrationsministeren udtalte i forbindelse med TV2s dokumentar, »jævne Grimhøjmoskeen med jorden.«

Problemet er imidlertid, at vi endnu ikke har fået et reelt billede af, hvad der foregår i moskeerne. Eksempelvis har Radio 24syv påvist, at der faktisk ikke opfordres til stening af kvinder i det filmmateriale, vi har set på TV2. I virkeligheden holder den udskældte imam fra Grimhøjvej en fredagsbøn, hvori budskabet er, at kvinder og mænd kan få tilgivelse for alt, inklusiv utroskab, hvis bare de angrer. Vi kan kritisere imamen for at prædike en gammeldags seksualmoral, og at han på baggrund af en konservativ fortolkning af sharia mener, at kvinder og mænd skal søge tilgivelse, hvis de har været utro. Men på trods af TV2s fremstilling, opfordrer imamen altså ikke til, at man skal stene hverken kvinder eller mænd.

Ikke desto mindre er der problemer med integrationen. Vi ved, at der foregår hustruvold, børnevold, socialt bedrag, bande­relaterede trusler, som dem vi hørte om på Nørrebro i sidste uge, tvangssex og andre ulovligheder. Nogle gange legitimeres disse afskyeligheder med reference til islamisk sharia. Efter at have set TV2s dokumentar fra marts må vi jo tro, at imamerne opfordrer til alle disse ting, og at de rent faktisk, som udsendelsen hævder, udgør en af de væsentligste årsager til integrationsproblemerne i Danmark. Men er moskeer, imamer og sharia årsagen til disse problemer?

Alle disse dårligdomme finder vi også i ikke-muslimske ghetto­områder andre steder i verden. Min påstand er, at årsagerne til den slags problemer først og fremmest er sociale. Når for mange mennesker med store ar på sjælen bringes sammen i store ghettoområder og passiviseres med overførselsindkomster, udsættes for massiv klientgørelse og stigmatisering, opstår sådanne problemer. Det er for nemt at give moskeerne og deres imamer hele skylden for alle disse ting.

Efter grundigt at have gennemset TV2s dokumentar fra marts måtte jeg konstatere, at den største overraskelse egentlig var, at journalisterne –på trods af deres brug af skjulte kameraer i otte af landets mest konservative moskeer – ikke kunne finde en eneste imam, som ville sige, at hustruvold var i orden. Jeg havde troet, at det burde være muligt at finde imamer, der ville anbefale vold mod kvinder.

Fra min forskning i Egypten ved jeg, at især i landdistrikterne er det almindeligt accepteret, at en mand slår sin kone i ny og næ. Ikke desto mindre tog alle imamerne i TV2s dokumentar afstand fra hustruvold. Det gjorde de med reference til deres fortolkning af sharia. Med hensyn til flerkoneri refererer imamerne igen til deres konservative fortolkning af sharia. Men når det kommer til den konkrete »case«, ser vi i udsendelsen, at imamerne faktisk fraråder TV2s muldvarp at gifte sig med mere end én kone. De TV-optagelser, vi har set, er altså langtfra så entydige, som de er blevet fremstillet i den offentlige debat.

Gennem de seneste måneder har kommentatorer og dele af venstrefløjen argumenteret for, at det er tid til at »sætte muslimerne fri«. Her er det underforstået, at muslimerne – og særligt de muslimske kvinder – skal befries fra imamernes sharia. Men vi mangler at spørge de muslimske kvinder, som kommer i moskeerne, om de egentlig gerne vil sættes fri, om de føler sig ufri, og om hvilken type frisættelse, de i givet fald har brug for?

Nogle kvinder vælger at bryde med moskeerne, fordi de oplever diskrimination. Men fra mit feltarbejde i konservative muslimske miljøer ved jeg også, at andre kvinder søger ind i religiøse miljøer, fordi de her kan få anerkendt rettigheder, som ofte undertrykkes i deres familier – eksempelvis retten til selv at vælge sin mand, ægteskab på tværs af etnicitet eller skilsmisse i tilfælde af utroskab, hustruvold eller barnløshed.

På trods af dette er der stadig store problemer med patriarkalske normer i danske moskeer. Min pointe her er blot, at vi ikke kan trække vores begreber om frihed ned over hovedet på mennesker, som ikke ønsker den type af frihed. Kriminalisering af sharia, ulovliggørelse af bestemte religiøse ytringer, lister med såkaldte hadprædikanter på baggrund af en TV-dokumentar vil heller ikke resultere i en frisættelse af muslimske kvinder.

Et sekulært demokratisk samfund må fremfor alt bygge på, at folk selv kan vælge, hvordan de vil forvalte deres frihed.