Peter Wessel alias Tordenskiold er vor første rigtige folkehelt og regnes den dag i dag for en af de skikkelser, som Danmark kan være stolt af.

Han fejres da også onsdag med en ceremoni i Holmens Kirke og med udgivelse af Dan H. Andersens fine biografi fra 2004, som historikeren nu har udvidet med nye kapitler og illustrationer.

Der er også en film på vej med premiere i det nye år og instrueret af Henrik Ruben Genz og med Jakob Oftebro som Tordenskiold. Helten er altså på ingen måde glemt, men hvordan var han egentlig som menneske?

»Han var en vild dreng,« siger Dan H. Andersen.

»Vi har udsagn om, at han opførte sig uden kontrol i visse situationer, og jeg tror, at man i dag havde sendt ham til skolepsykolog med en diagnose, der kan ligne ADHD.«

Peter Wessel, som hans norske borgerlige navn var, blev født i Trondhjem i 1690 og blev uddannet som søofficer i København.

Hans held var, at han kunne trække i søofficertrøjen, netop som Danmark i 1709 blev involveret i det nordeuropæiske krigsdrama, som vi kender som Den Store Nordiske Krig.

Krigen varede for Danmarks vedkommende i 11 år, og der var en lang række slag både på landjorden og på vandet, der gav Peter Wessel muligheder for at vise sit talent som kriger.

Dan H. Andersen er ikke i tvivl om, at den unge mand med det umulige sind var som født kriger:

»Man ser det jo i mange tilfælde, at unge mænd, der er vanskelige og stridbare, klarer sig glimrende i krig. Vor største helt ved siden af Tordenskiold er vel Anders Lassen, der kæmpede for briterne under Anden Verdenskrig og fik de fineste britiske medaljer. Han var også temmelig umulig som ung, ligesom mange af de danske frihedskæmpere fra besættelsestiden var meget selvstændige og stridbare unge mennesker, der ikke ville acceptere autoriteter.«

Fandt en beskytter i Frederik IV

Vi ved ikke meget om Peter Wessels barndom og tidlige ungdom. Det meste er myter og vandrehistorier, men der er dog bevaret et privat brev fra ham til sin far, der viser en søns dybe kærlighed til faderen.

Efter ankomsten til Danmark er der flere kilder at øse af. Dan H. Andersen siger:

»Der er mange historier og myter om Peter Wessels tidlige fase, men kun få primære kilder, som vi kan udnytte. Men ganske hurtigt efter, at han er kommet til Danmark, er der oplysninger, der viser, at han ikke havde selvkontrol. Han kunne få raserianfald, hvor han sparkede og slog folk. En svensk fange ved navn Roland, blev ført fra Norge til København om bord på Tordenskiolds skib Hvide Ørn, og den stakkels mand beretter senere, at han aldrig har oplevet noget lignende. Wessel opførte sig hysterisk og skreg og råbte. Han behandlede sine folk elendigt med spark og slag. Svenskeren skrev, at Wessel ikke var en rigtig sømand, men en galning, og han undrede sig over, at han nogensinde kunne få kommandoen over et skib. Men vi skal huske, at Roland var en stakkels landkrabbe, der ikke havde prøvet at være om bord på et skib i uvejr med en travl kaptajn.«

Hvordan lykkedes det at få en karriere som Wessels?

»Det var hans held, at kong Frederik IV fattede sympati og interesse for den unge Wessel. Enevælden var jo hverken en humanistisk stormagt, for at bruge et svensk udtryk, eller kunne prale med social eller menneskelig retfærdighed. Tværtimod. Men kongen kunne altså se kvaliteter i den unge mand fra den yderste periferi i kongeriget. Kongen og flere folk i Søetaten støttede ham, fordi de kunne se, at han kunne noget. I dag har de vilde drenge et problem og bliver sendt til psykolog, men dengang kunne fremsynede folk altså se, at de kunne bruges til noget fornuftigt.«

Men det gik jo ikke ud ad en lige karrierevej?

»Nej, absolut ikke. Han fornærmede jo sine officerkollegaer, og mange i Søetaten hadede og afskyede ham. Han blev advaret, og han havnede også for krigsretten og var lige ved at blive smidt ud af Søetaten, men han havde en beskytter i kongen og blandt ledende folk, fordi de så kvaliteter i ham. Tordenskiold var heldig, at Frederik IV selv ville udnævne sine officerer og altså havde kastet sin kærlighed på den unge Wessel. Og Tordenskiold sørgede for at dyrke forbindelsen til kongen og sendte ofte sine breve både til Admiralitetet og til kongen. I et brev fra 1718, efter han var blevet fyret som chef for Norges søforsvar, skriver han, at han er som en bold, der hopper op og ned, men at bolden altid lander for kongens fødder.«

Opførte han sig også dårligt over for sine beskyttere?

»Nej, dér beherskede han sig, og det er karakteristisk for ham, at han over for dem næsten var slesk. Vi ser det ikke mindst i forholdet til kongen, hvor han er ydmyg. Så mens han er servil mod de mægtige, så sparkede han nedad mod sine undergivne. Men man skal huske, at samfundet var stærkt hierarkisk, og at den slags adfærd var ganske normal og næsten nødvendig, hvis man ville overleve.«

Med den adfærd røg han vel ind i oprørske sømænd på sine skibe?

»Han havde klart ledelsesproblemer, men i slutningen af sin karriere er det ligesom om, at han lærer at beherske sig bedre og få sine folk til at arbejde sammen og frivilligt adlyde ham. Hans dristige angreb i 1719 ved Marstrand lykkes bl.a., fordi han får sine mænd til at arbejde sammen. Men jeg finder det interessant, at enevælden altså kunne fremme en sådan mand, og man kan spekulere over, om der i dagens hær og flåde er plads til stridbare mænd af Tordenskiolds eller Anders Lassens karakter.«

Det var vel ikke kun et problem i hæren?

»Nej, det gælder i hele samfundet, hvor disciplinering i firmaer og universiteter er tidens ånd. Mennesker bliver afrettet på en anden måde end tidligere, og hvis du træder ved siden af og siger noget kontroversielt, så er du brændemærket eller bliver fyret.«

»En nation har brug for krigere«

Under Den Store Nordiske Krigs mange slag var der flere danske søfolk, der udmærkede sig, men kun Tordenskiold er blevet stående i vor nationale hukommelse.

Hans ry blev cementeret, fordi senere historikere ofrede ham usædvanligt stor plads i deres bøger, der ikke altid var baseret på kildekritiske studier, men ofte gengav myter.

Der har dog fra tidlig tid ikke været slinger i fremstillingen af Tordenskiold som en usædvanligt dygtig sømand og kriger, og Dan H. Andersen er enig i heltevurderingen:

»Der er ingen tvivl om, at han var en meget dygtig sømand med et ufatteligt selvmorderisk mod. Han fortjente den heltestatus, som han fik, og han var vor første rigtige helt. Foruden disse kvaliteter besad han også en hensynsløs ærgerrighed.«

Du er meget psykologiserende, men vi har jo meget lidt personligt fra hans hånd. Er du på sikker grund i dit portræt?

»Det mener jeg, og jeg er meget påpasselig med min vurdering. Men vi har jo heldigvis en del iagttagelser om ham fra samtiden. Hans retssager efterlader også et godt materiale, og vi har hans breve til Søetaten og kongen.«

Afviger dit syn på ham fra tidligere skildringer?

»Ja, i den forstand at han tidligere blev beskrevet som lidt af en spejderdreng. Det er han ikke hos mig, idet hans voldsomme ukontrollerede sind spiller en meget større rolle i min skildring. Han var ikke noget nemt menneske, men han var som født til at have kommandoen over et skib og kæmpe mod fjenden.«

Dansk krigshistorie var i mange årtier ikke i høj kurs i dansk historieskrivning. Vi skulle gennem perioder med socialistisk klassekamphistorie samt pacifistisk og antinationalistisk historieskrivning, hvor helte fra vor lange krigshistorie ikke synede af meget. Er vi parate nu, Dan H. Andersen, til at hylde vor krigere?

»Ja, tiden er anden. Den videnskabelige historieskrivning fra slutningen af 1800-tallet var ikke meget for krigshistorie og særlig efter 1968 fik venstrefløjen afskaffet resten af vor krigshistorie. Der var dybt inde i den danske folkesjæl en ulyst til at være vor krigeriske fortid ved. Vi hyldede ikke vore helte fra krigstiden, og vi gjorde ikke stads af den nationale historie.«

Men de tider er afgjort forbi, mener Dan H. Andersen.

»Og derfor passer min bog om Tordenskiold også fint ind i en ny tidsånd. Det er ikke for at skrive ukritisk national historie eller blot hædre Tordenskiold, for vor historie under Store Nordiske Krig var jo ikke kun en patriotisk vindersag, og Tordenskiold var ikke en uplettet helt. Men tiden er vel også blevet modnet til at acceptere, at national historie og landets helte er lige så sammensatte, som vi almindelige mennesker er. Og deri ligger ikke en svaghed, men en styrke og en fascination.«

Danmark er involveret i voldsomme regioner ude i verden, og vi har mistet soldater i krigszoner. Er dit budskab, at vi har brug for at vænne os til helte med både svagheder og styrker?

»En nation har også brug for krigere, og det er en del af min bogs budskab, at selvfølgelig ønsker vi ikke krig, men vi har brug for krigere. For vi kan se, at fremtiden kræver krigere, og disse krigere er ganske almindelige mænd med de svagheder, som også Tordenskiold havde.«

Vi kommer ikke uden om damerne, for han havde vel som andre helte succes hos kvinderne?

»Ja, han var absolut kendt for at være en skørtejæger og damernes ven. Vi ved, at han havde børn med flere kvinder, og at han havde affærer.«

Havde han en stor kærlighed?

»Det kender vi ikke noget til, og vi har ikke bevaret kærlighedsbreve fra ham. Men efter han dør under en duel i 1720, finder man hos ham en notesbog, som er bevaret, og hvor der er et lille maleri af en ung, smuk kvinde.«

Hvem var hun?

»Det ved jeg ikke, men jeg forsøger mig i min bog med en ny teori, nemlig at hun er niece til en britisk admiral Norris, der var aktiv under Den Store Nordiske Krig. Han havde nemlig en niece, som jeg mener kan være kvinden på billedet.«

Mødte han hende?

»Nej, det gjorde han ikke. En mulighed er, at han under sin udlandsrejse var på vej til hende, men at han dør under duellen, inden han kan nå at møde hende.«

Der kommer snart en film om Tordenskiold. Har du været involveret i den?

»Ja, det har jeg som konsulent, men det er jo begrænset, hvor stor indflydelse man har som historisk konsulent. Men jeg er da glad for, at der kommer en ny film. Den seneste film er fra 1942 midt under besættelsen med Hans Kurt som Tordenskiold, og vi trænger til en ny.«