Tårerne strømmer ned ad Anna Ginés’ kinder, mens hun baner sig vej gennem mængden af ventende vælgere uden for Bogatell-skolen i Barcelonas Vila Olímpica-kvarter. Den 74-årige kvinde er blandt de første, der har stemt – halvanden time efter at valgstedet skulle være åbnet.
Forinden har billeder af kampklædte betjente fra det spanske nationalpoliti, der slår løs på folk i bestræbelserne på at forhindre valghandlingen, spredt sig med lynets hast via de sociale medier. Og det er af frygt for, at de også skal dukke op her, at de ældre – der ikke bliver sparet – får lov til at stemme først.

