I 14 år var han en af DRs mest elskede radioværter. Lyttertallene nærmede sig millionen, når Søren Dahl hver søndag formiddag i »Café Hack« på P4 talte med kendte danskere fra både kulturens, erhvervslivets og politikkens verden - krydret med musik og Dahls egne røverhistorier om sit liv med fruen og ungerne.

I 2017 fik løjerne imidlertid en brat ende - i hvert fald i DR-regi - da det kom frem, at Søren Dahls produktionsselskab, SK Productions, oven i honoraret fra DR og i strid med den kontrakt, der var indgået, havde opkrævet penge fra de kroer og andre lokaliteter, hvorfra »Café Hack« gennem flere år havde sendt sin særlige sommerudgave.