En ny rapport fra KORA, Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning, tegner et danmarkskort over, hvor mange nedrivningsparate huse, der findes i Danmark, og hvor de ligger. Rapporten bringer dårligt nyt for Udkantsdanmark, for det er især på steder som Bornholm, Lolland-Falster, Langeland og Nordvestjylland, de forladte huse befinder sig. Og det er skidt for områdernes evne til at tiltrække nye skatteborgere, forklarer Nicolai Kristensen, som er professor i KORA.

»De mange faldefærdige huse er en barriere for vækst og udvikling i lokalsamfundene, fordi de skræmmer nye beboere væk og fastfryser boligmarkedet. Som boligkøber vil man gerne kunne sælge sin bolig igen. Men hvis lokalområdet er i forfald, skabes der usikkerhed om, hvorvidt man kan sælge huset igen. Dermed tør ingen købe det. I dag ser vi meget lange liggetider og hussalg, der trækkes tilbage, fordi husene ikke kan sælges,« siger han.

KORAs rapport viser også, at udviklingen vil fortsætte med uformindsket styrke i de kommende år, hvis der ikke sættes ind med lokale strategier mod, at flere og flere huse i landområderne skal i nærkontakt med en nedrivningskran.