Krakket færøsk bank på plads i statens finansielle skraldespand
Eik Banki er nu trygt placeret i statens finansielle skraldespand Finansiel Stabilitet og det med et nyt navn.
Eik Banki er nu trygt placeret i statens finansielle skraldespand Finansiel Stabilitet og det med et nyt navn.
Eik Banki indgik aftale Finansiel Stabilitet om overdragelse af bankens virksomhed. Alle betingelser for aftalen er nu opfyldt og derfor overdrages banken til et nyt selskab - Eik Banki Føroya P/F.
Overdragelsen, der har været forelagt Eik Bankis generalforsamling er godkendt af myndighederne.
Aftalen mellem Eik Banki P/F og Finansiel Stabilitet er således endelig og bankens virksomhed er nu overdraget til et nyt datterselskab under Finansiel Stabilitet. Overdragelsen sker med virkning fra i dag, torsdag. Der er faktisk stiftet to fuldt ejede datterbanker, en færøsk - Eik Banki Føroya P/F - og en dansk - Eik Bank Danmark 2010 A/S, til hvilke samtlige aktiver og passiver, bortset fra aktiekapital og efterstillet kapital, er overført i henhold til aftalen.
De to nye banker viderefører eksisterende aktiviteter og kundeforhold, oplyser Finansiel Stabilitet.
I forbindelse med etableringen af datterbankerne har Finansiel Stabilitet tilført den nødvendige kapital, så bankerne kan honorere kapitalkravene, uden at endelige tab dog endnu er opgjort. Eik Banki Føroya P/F er tilført 2 mia. kr. og Eik Bank Danmark 2010 1,5 mia. kr.
I begge banker er indsat midlertidige ledelser, som forventes ændret efter afslutningen af salgsprocesserne. Bestyrelsen i Eik Banki Føroya P/F udgøres af Henrik Bjerre-Nielsen, formand, Marianne Simonsen og Niels Olsen. Direktionen udgøres af Jørn Astrup Hansen.
Bestyrelsen i Eik Bank Danmark 2010 A/S udgøres af Henrik Bjerre-Nielsen, formand, Marianne Simonsen og Jens Verner Andersen. Direktionen udgøres af Steen Parsholt. - Finansiel Stabilitet har til hensigt at gennemføre en undersøgelse af, om der er begrundet mistanke om ansvarspådragende eller strafbare handlinger i Eik Banki P/F og Eik Bank Danmark A/S.
Undersøgelsen vil blive gennemført af advokat Carsten Fode fra Kromann Reumert med bistand i nødvendigt omfang fra en færøsk advokat, oplyser selskabet.
(RB-Børsen)