Mandagens bekymrende data fra såvel den amerikanske som den kinesiske fremstillingssektor øger frygten for, at det globale økonomiske opsving er i fare for at falde sammen, hvilket lægger pres på investorernes porteføljer. Samtidig er markedet i Shanghai og Taiwan fortsat lukket for nytårsfejringen.
Det toneangivende Morgan Stanley Asia-Pacific-indeks ligger tirsdag med et minus på 2,3 pct. først på eftermiddagen i den centralasiatiske tidszone.
- Efter et par sæt dårlige økonomiske data, kan markederne være ved at beslutte sig for en svækkelse et par dage eller uger. Der kan være yderligere nervøsitet i markedet. Investorerne er opmærksomme på risiciene i Kina og visse af de nye vækstøkonomier, men på nuværende tidspunkt er der ikke ret mange, som konkluderer, at det kommer til at løbe løbsk, siger analytiker Angus Gluskie fra White Funds Management i Sydney til Bloomberg News.
I Tokyo reagerer investorer både på de svage amerikanske PMI-data og på den styrkelse af yen, som er fundet sted i takt med, at de amerikanske renter falder og investorerne samtidig søger mod Japan for at finde ly for en eventuel begyndende finansiel uro.
Det toneangivende Nikkei-indeks falder 3,5 pct. og er dermed oppe på et fald på over 13 pct. siden nytår. Det bredere Topix-indeks dropper med hele 4,1 pct., og ses der på Tokyo-børsens indeks over mindre selskaber er der et fald tirsdag på 9,1 pct.
Der er ikke ret meget mere optimisme at hente andre steder i regionen. Sydkoreas Kospi-indeks falder 1,4 pct., mens Singapores Straits Times dropper 0,8 pct.
I Australien fastholdt Reserve Bank of Australia tirsdag morgen renten på 2,5 pct. Trækket har dog ikke hjulet på stemningen på Sydney-børsen,hvor ASX-indekset falder 1,7 pct.
Futures på S&P samt Nasdaq-indeksene ligger tirsdag med en stigning på 0,4 pct. i Asien.
#
Indeks Udvikling (%)
--------------------------------------
Nikkei 225 -3,5
Topix -4,1
Hongkongs Hang Seng -2,2
China Shanghai Composite Lukket
China CSI 300 Lukket
Taiwan Taiex Lukket
Sydkoreas Kospi -1,7
Indiens BSE Sensex -0,8
Singapores STI -0,8
Sydney ASX 200 -1,7
--------------------------------------
#
Indeksværdi kl. 06.15