Med den nye Facebook-software til Android-mobiltelefoner kan man godt skyde en hvid pind efter nogen som helst privatlivsbeskyttelse.
Sådan lyder advarslen fra både analytikere og branchekendere, efter at verdens sociale netværk torsdag aften præsenterede sit nyeste tiltag: et softwarelag, som ændrer udvalgte Android-telefoner til at vise Facebook-funktioner på startskærmen og skubbe alt andet i baggrunden. Softwarepakken hedder »Home« og vil komme forinstalleret på en ny HTC-produceret telefon. Den vil dog også senere på måneden kunne hentes til udvalgte Android-mobiltelefoner.
Glem alt om privatliv
I forvejen har Facebook et ømtåleligt forhold til privatlivets beskyttelse, fordi selskabet, der blev børsnoteret i maj 2012, sidder på en guldmine af oplysninger, som folk frivilligt afleverer, og som giver Facebook en kolossal viden om deres vaner og interesser - en viden, der sælges videre til annoncører, som dermed utroligt målrettet kan få fat i det rette publikum.
»Disse programmer underminere enhver tanke om privatliv. Hvis man installerer dem, er det meget sandsynligt, at Facebook vil kunne spore enhver bevægelse, som man foretager sig, og enhver lille handling,« konkluderer brancheanalytiker Om Malik fra teknologinetstedet GigaOm.
Flere andre efterlyser, at Facebook melder klart ud, at selskabet ikke har til hensigt at analysere de store mængder af data og dermed kortlægge brugernes liv.
Facebook er ikke så vigtig, som Facebook tror
Natasha Lomas fra teknologinetstedet TechCrunch mener, at »facebookificeringen af mobilnettet er en trussel mod åbenhed, mod det frie valg, mod privatlivets fred - men kun, hvis man bekymrer sig om den slags ting«. Hun mener, at Facebook gradvis vil overtage flere og flere funktioner på mobiltelefonerne i takt med de lovede månedlige opdateringer af Home-softwaren.
Men Facebook har måske skudt over målet denne gang i troen på, hvor mange der vil labbe det nye tiltag i sig.
»Facebook tror, at selskabet er langt vigtigere for folk, end det faktisk er,« siger analytiker Charles Golvin fra analysehuset Forrester Research til nyhedsbureauet Reuters.
I lande som Spanien og Brasilien bruger mobilkunder langt større tid på at sende beskeder og kommunikere gennem andre programmer end gennem Facebook.
»For det store flertal er Facebook bare ikke et alt-eller-intet i deres mobiloplevelse. Det er bare én del af den. Så jeg tror, at der vil være en langt sløvere interesse blandt Facebook-brugere, end Facebook selv går og tror,« siger Charles Golvin.
I modstrid med brugernes ønsker
Telekomanalytiker Jan Dawson fra Ovum mener, at Home-softwaren er »det næstbedste« efter et egentligt Facebook-styresystem til mobiltelefoner. Han er ikke i tvivl om, at Facebook gennem Home-softwaren vil kunne kortlægge langt mere om brugerne og levere annoncer, der passer til handlingerne.
»Dette udgør den største hindring for succes med dette eksperiment: Facebooks formål og brugernes er igen i konflikt med hinanden. Brugerne ønsker ikke flere reklamer eller at blive overvåget, og Facebook ønsker mere af begge dele,« siger han.
Facebook siger selv, at Home-pakken får samme privatlivsindstillinger som resten af Facebook, men medgiver også, at når Home er installeret, vil Facebook kende til alle øvrige programmer, som er installeret på telefonen, og hvordan hvert program ses på skærmen.
Hvad siger Google?
Oveni kommer så det ukendte kort: Hvad vil Google gøre? Google har udviklet Android-styresystemet, som ligger på omkring 70 procent af alle nysolgte smartphonetelefoner i verden.
»Facebook gemmer nu alle Google-tingene neden under deres egne. Hvordan Google vil svare på det, er interessant,« konstaterer Simon Mansell, administrerende direktør for TBG Digital, som leverer annonceteknologi.
Google selv er også i karambolage med datatilsyn verden over. Senest har de seks største EU-landes datatilsyn i denne uge besluttet målrettet at få vredet armen rundt på internetgiganten i sagen om, at Google for et år siden samlede og ensrettede betingelserne for sine rundt regnet 60 nettjenester og gav sig selv adgang til at samle alle oplysninger om en bruger sammen i én database.
Det fik EU op i det røde felt. Datatilsynene mener, at det er en klar overtrædelse af EUs regler om beskyttelse af privatlivets fred, fordi Google havde undladt at give brugerne tilstrækkelige oplysninger om, hvordan deres personlige oplysninger blev brugt og kædet sammen, og hvor længe Google gemmer oplysningerne.
