I de sidste tre år af greve Christian af Rosenborgs liv måtte hans nærmeste spidse øren, når de talte med ham.

Greven havde nemlig næsten mistet sin stemme efter 33 strålebehandlinger for kræft i halsen. Og selv om greve Christian blev erklæret fri for kræft, kom sygdommen alligevel til at have indflydelse på resten af hans liv.

- Min far har mistet stemmen efter sin sygdom, så i dag kan han kun hviske, har den ene af grevens tre døtre, Josephine, tidligere fortalt bt.dk om sin fars sygdom.

Generelt generede det ikke greve Christian, at han kun var i stand til at hviske. Men efter grevinde Anne Dorte også blev syg af kræft i halsen, og var indlagt i lang tid, blev det faktisk til et problem for greven.

For parrets omgangskreds ville nemlig meget gerne vise sin støtte og opbakning til det sygdomsramte par. Derfor ringede de jævnligt til greve Christian. Men flere gange måtte han opgive at føre en telefonsamtale.

- Men når han talte i telefon med dem, kunne de ikke høre, hvad han sagde. Så det generede ham lidt dengang, at han kun kan hviske, fortalte Josephine tidligere til bt.dk.

Derfor følte greven sig ind i mellem lidt isoleret i Damebygningen på Sorgenfri Slot i Kgs. Lyngby. For selv om hans manglende stemme ikke voldte ham smerter, generede det ham alligevel at han ikke kunne kommunikere med sine venner.

Derfor bad han sine tre døtre, tvillingerne Camilla og Josephine og Feodora, om hjælp til at ringe tilbage til parrets venner og bekendte, når hans manglende stemme gjorde, at han havde måtte opgive at føre en telefonsamtale.

Den manglende stemme voldte ellers ikke greven smerter. Men alligevel ville han ikke høre tale om at få en talepædagog til at lære ham at tale i et toneleje.

- Men gu' vil jeg da ej. Det er det rene ressourcespild. Jeg skal ikke ha' nogen pibestemme. Ellers tak, som sømandsgreven formulerede det til Billed-Bladet i anledning af hans 70 års fødselsdag i oktober sidste år.

Greve Christian havde været storryger siden han var otte år gammel. Og da han fik lægernes knusende dom om, at han havde fået halskræft, holdt han øjeblikkelig op med at ryge. For det var som at få en spand koldt vand smidt i hovedet, da han fik diagnosen.

- Jeg havde ingen anelse om, at det var så alvorligt. jeg troede, det var noget halskatar, så diagnosen kom som et chock. Jeg fik at vide, at jeg skulle have 33 strålebehandlinger, så var det bare om at komme i gang. Livet skal jo gå videre, fortalte greven til ugebladet.

Der også kunne fortælle, at strålebehandlingen var foregået på Herlev Sygehus, og at Anne Dorte havde været ved sin mands side til hver af de 33 behandlinger.

I den periode var greve Christian røgfri. Men han havde gemt sin sidste pakke cigaretter, og i den lå der stadig to cigaretter. De 'brændte' til sidst så meget i grevens lomme, at han gav efter.

- Da jeg fik at vide, at jeg var rask, tændte jeg altså den ene. Det er svært at holde op, når man har røget, siden man var otte år, lød det lettere brødbetynget fra greven.

Kongehuset har ikke officielt oplyst, hvad Greve Christian døde af. Men hans datter, Josephine har udtalte til bt.dk, at familien ikke kender den nøjagtige dødsårsag.