Ganske vist har Det Konservative Folkeparti haft en række politiske nærdødsoplevelser ved de seneste valg, men det »er en sej gammel dame«, som Poul Schlüter bemærkede for efterhånden 40 år siden. Det får vi håbe, for der er både brug for alle medlemmer af den blå familie og en ordentlig arbejdsdeling de blå imellem.

Mandag fejrer Konservative 100-året for partiorganisationens grundlæggelse, men det er virkelig gået ned ad bakke siden storhedstiden i 1980ernes midte, da partiet nåede 42 mandater i Folketinget.

Den konservative tragedie er, at partiet har ødelagt så meget for sig selv gennem utålelige magtkampe. Årevis er spildt på den konto. Talenter er blevet jaget bort. Støjen der følger af vedvarende intrigemageri, kan vælgere godt høre.

Af borgerkrigene i Konservative har Dansk Folkeparti og Liberal Alliance lært, hvad man skal fremme: Entydig ledelse og klar politik. Alle ved, hvem der bestemmer, og at, hvor DF er nationalkonservativt, er LA liberalt. De har succes.

Over årene har skiftende K-ledelser tillige formået at få konservative sejre til at se ud som nederlag, som det skete i VK-regeringerne i nullerne. Kursen har slingret voldsomt, så linjen i bedste fald blev usikker. Kulminerende med Lars Barfoeds katastrofale håndslag om samarbejde med den radikale leder, Margrethe Vestager, ved valgkampen i 2011.

Det efterlader Søren Pape i en ekstremt utaknemmelig situation. Pape prøver tydeligvis at placere partiet til højre her ved 100-året. Konservatisme kan defineres på mange måder. Der er ingen patentopskrift, og K kan ikke forvente, at de andre blå partier tager hensyn. De er hinandens konkurrenter. Sådan er det.

Historien er næppe en rettesnor i forhold til linjen, men nok i forhold til konflikterne. For der har været mange udgaver af Det Konservative Folkeparti. Både pragmatiske og holdningsbårne perioder. Men jo mere borgerkrigene herskede, desto flere vælgere flygtede.

Aflæser man de aktuelle konservative meldinger og partiprogrammet, tyder det på et ryk til højre. At bevare kultur, friheds- og naturværdier er udpræget konservativt. At forsvare skattelettelser og markedskræfterne i den økonomiske politik har siden 1980erne været konservativ politik internationalt. Meningsmålingerne er dog ikke opløftende, og før slagsmålene bliver glemt, kan det være svært at flytte vælgere.

For mig at se skal Det Konservative Folkeparti prise sig lykkeligt over, at vi må regne med et kommunevalg før et folketingsvalg. K har flere stærke borgmestre, der vil være med til at holde skibet flydende. Et godt kommunevalg kan vise sig afgørende før et folketingsvalg. Tag bare Frederiksberg. Hvis alle kommuner var så omkostningseffektive som denne grønne enklave, kunne danske kommuner spare knap 29 mia. kr. om året ifølge tænketanken Cepos. For mig at se er det en blå dyd at lade borgerne beholde flest muligt af deres penge. Lige nu står LA stærkest i denne sag på landsplan blandt blå vælgere, så af dem kan Konservative lære noget.

Dansk politik er fyldt med glemte partier. Tænk på Kristendemokraterne, CD, Retsforbundet, VS og DKP. Selv om et parti er 100 år, er det ikke nogen naturlov at fortsætte. Dengang K var et stort parti, ville man være noget for alle. Nu skal man være noget for nogle færre. Hvis Konservative formår at samles om en konsistent linje og levere stærkt sammenhold, så er de her længe efter 100 årsdagen.