I Berlingske søndag 1. november kommenterer Berlingskes chefredaktør Tom Jensen, at jeg for nylig deltog i Debatten på DR2 og efterspurgte visioner for et samfund, hvor alle har det godt, i stedet for et samfund, hvor vores trivsel i bedste fald er et glædeligt biprodukt af andres beslutninger.

Når der overhovedet er opstået en konkurrencestat, skyldes det jo netop etableringen af et velfærdssystem, som er kommet til at fylde mere og mere, og som konstant skal fodres, skriver Tom Jensen og hævder, at et oprør i form af kritik af nedskæringer er overfladisk.

Jeg er enig, og min indignation, som Tom Jensen fremhæver, skyldes ikke en særlig aversion mod blå politik, men tværtimod at det har stået på for længe og på tværs af flere regeringer.

Jeg anerkender selvfølgelig, at globaliseringen skaber udfordringer, når danske virksomheder skal konkurrere på et marked med nye voksende økonomier. Og at demografien i Danmark med stigende levealder og vigende fødselsrate tvinger os til at prioritere i takt med, at arbejdsstyrken ændrer karakter, og velfærdsopgaven vokser.

Men ved siden af globalisering og demografi er der en anden rød lampe:

Der er for mange mennesker, som står uden for arbejdsmarkedet af årsager, vi kunne have handlet på – for eksempel ved at skabe de bedste rammer for en god opvækst. Sundhedsstyrelsens rapport om sygdomsbyrden dokumenterer, at psykiske lidelser koster os næsten 20 mia. kr. om året i form af tabt arbejdsfortjeneste, overførselsindkomster og behandling.

Penge, som vi kunne have brugt mere fornuftigt, hvis vi havde handlet i tide og prioriteret trivsel højere.

I den kontekst er Danmark ikke unik. Verdenssundhedsorganisationen WHO vurderer, at depression om 30 år vil være den primære årsag til, at mennesker står uden for arbejdsmarkedet.

Ringe trivsel er altså et massivt globalt problem og derfor en vigtig konkurrenceparameter. En helt afgørende forudsætning for virksomhedernes konkurrenceevne er helt evident, at medarbejderne har det godt.

Når jeg efterlyser politiske visioner, der baner vejen for det gode liv, er det selvfølgelig først og fremmest, fordi jeg mener, at det burde være det primære mål med anstrengelserne. Men dernæst også fordi sunde borgere er forudsætningen for, at en konkurrence- og velfærdsstat fungerer.

Selvfølgelig må vi prioritere. Vi kan ikke andet. Men konkurrencestaten bliver aldrig stærkere end den styrke, vi som mennesker har.

Nogle vil mene, at det er forkælet, når jeg ønsker danskerne gode liv. Jeg mener, at det bør være den vision, som alle de andre tiltag understøtter.

En fornuftig strategi for Danmarks fremtid må prioritere danskernes trivsel og vores børns udvikling – så de får modstandsdygtighed over for det store pres, som fremtiden byder på, og ikke bliver til nye røde tal i en rapport om »sygdomsbyrden« om 30 år – som til den tid forhåbentlig har fået et andet navn, fordi ord skaber handling.