En storstilet eftersøgning er i gang for at finde de to 18-årige, Jacob og Rasmus, der mandag aften forsvandt, da de sejlede ud i deres lille gummibåd.

»Vi leder efter de to unge mænd med alt, hvad vi har. Vi arbejder ud fra worst case-scenarium, og vi har beregnet, hvor båden kan være. Det område bliver hele tiden større og større,« udtaler presseofficer og orlogskaptajn Jesper Duevang Rasmusen fra Søværnets Operative Kommando.

»Der er tre F-16 fly ude og lede nu, og endnu tre er på vej. Desuden deltager flere redningshelikoptere og et Challenger-fly, der også bruges af forsvaret, i eftersøgningen. F-16-flyene har ikke så stor mulighed for at se en båd på denne størrelse, men da vi stadig arbejder ud fra, at der er to personer i båden, skal alle midler sættes ind på at finde dem. F16-flyene skulle alligevel have været ude på opgave, og nu kan de i stedet hjælpe med at lede.«

Også Kongeskibet har deltaget i eftersøgningen. Skibet, der blandt andet bruges til Kongefamiliens sommertogter, føres også af søofficerer og har specielle censorer og udstyr, der kan bidrage til eftersøgningen.

»I sådan en situation her bruger vi alle de midler, vi har. Derfor er det ikke mærkeligt at bruge Kongeskibet. Også civile enheder er blevet bedt om at deltage i eftersøgningen,« siger Jesper Duevang Rasmusen.

Se Google-kort herunder af området, hvor de to mænd er forsvundet.