Den norske instruktør Erik Poppe kunne have gjort sit vigtige besættelsesdrama om Norges Kong Haakon VII’s til en blodløs historielektion om nazisternes overfald på Norge. Men takket være sit eget og hovedrolleskuespiller Jesper Christensens vedholdende fokus på at finde ind til det menneskelige midt i de abnorme begivenheder, bliver »Kongens Valg« en medrivende fortælling om pligt, stolthed og i farens stund, svaghed.

Fortekster og flimrende stumfilmsklip fortæller indledningsvist de mange, der i dag må formodes at være uvidende om baggrunden, at nordmændene i 1905 gjorde den danske prins Carl (der efterfølgende skiftede navn til Kong Haakon VII) til en af verdens få demokratisk valgte monarker, da landet opløste sin union med Sverige.

Dermed er det etableret, hvorfor Jesper Christensen taler et drævende dansk i rollen som Norges konge, ganske som det var tilfældet i virkeligheden, også 35 år senere, da tyskerne sejler deres krigsskibe op gennem Oslofjorden, og sendte både ham og den norske regering på flugt.

De tre døgn den tyske invasion varer beskrives med en nøgtern spændingsopbygning, der både giver overblik og indzooming på de mange sigende detaljer. Det er først og fremmest en historie om beslutningstagende mænd, mens kvinderne med enkelte sceners undtagelse har den traditionelle rolle i krigsfilm som hændervridere. Men det er ikke en unuanceret skildring.

Ligesom i den danske tonalt beslægtede »9. April«, fornemmer man den krybende frygt i den enkelte menige soldat, mens de ligger ventende i baghold i snedriverne, og det pludselige mod som den uafvendelige skæbne kan indgyde. Forholdet mellem landets styrende magt og kongefamilien betones særligt i en række diskussioner mellem Kong Haakon VII, der forholder sig afventende og den frustrerede søn, Kronprins Olav (spillet af Anders Baasmo Christiansen), der ønsker en militær konfrontation.

Den østrigske skuespiller Karl Markovics stjæler næsten filmen i en stor rolle som filmens »gode tysker«, den tyske gesandt Bräuer, der vil gøre alt for at undgå blodsudgydelse. Man får et interessant indblik i den tyske kommandovej, hvor diplomater og militærfolk har modstridende ordrer, og hvor der skal et telefonopkald fra Føreren til den tyske gesandt til at rede konflikten ud. Så meget for diktaturets effektivitet. Hitler mener, at kun den norske Konge kan få nordmændene at overgive sig, og heri består Kongens valg. Skal han underkaste sig en påtvunget aftale og spare sine undersåtters liv? Eller er nationens ære det vigtigste? Det svider i danske øjne, at det flere steder at anføres, at Danmark overgav sig hurtigt.

»Kongens valg« er et balanceret og usentimentalt kapitel i nordiske fælleshistorie, men det er Jesper Christensens præstation man i sidste ende kapitulerer til.

Uden store armbevægelser har han taget den vigtige rolle til sig, og eksponerer alle konfliktens facetter, det være sig i kongens symbolske pligt overfor fædrelandet, og mandens omsorg overfor sin familie. Måske viser kongen sig mest som stoisk majestæt, da han midt i kaoset lægger sig på gulvet mellem sine børnebørn og beroliger dem ved at tale til deres bamser, så adjudanterne utålmodigt må sukke.

HVAD: Kongens valg HVEM: Instruktør: Erik Poppe. Medvirkende: Jesper Christensen, Karl Markovics, Anders Baasmo Christiansen HVOR: Biografer over hele landet